Fra den 1. januar 2019 skal alle svineproducenter, som kastrerer grisene, lokalbedøve dem før kastration. Bedøvelsen skal lægges med kanyle og kræver et kursus, før det er tilladt.

Det har fået flere producenter til at henvende sig hos Seges Svineproduktion for at høre, om det er tilladt at bruge udstyret fra nålefri vaccination til lokalbedøvelse. Men det er ikke en mulighed, understreger Seges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der skal udvikles særlige patroner til teknologien, før det kan lade sig gøre og det er strengt forbudt at påfylde vaccinationspatroner med lokalbedøvelse. Udover sundhedsmæssige konsekvenser vil bedøvelsen heller ikke virke. Blandt andet fordi lokalbedøvelsen lægges så præcist og, som navnet antyder, lokalt, så man ikke blot kan bruge den nålefri teknologi.

- Nålefri vaccination er smart. Og vi afsøger også mulighederne for at finde en endnu nemmere måde at lokalbedøve på. Men som det er nu, er brug af kanyle den eneste mulighed, siger Lotte Skade som er dyrlæge i Seges Svineproduktion.