Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza i vilde fugle siden foråret og henover sommeren, hvor virus ellers ikke plejer at være i Danmark. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

De fleste fund er gjort omkring Sydsjælland og øerne i Smålandshavet, som for eksempel Lolland. Virus er dødelig for fuglene. Derfor råder Fødevarestyrelsen nu fjerkræejere i området til at tage ekstra forholdsregler for at beskytte deres fjerkræ mod smitten.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Sygdommen florerer på en årstid, hvor den slet ikke plejer at være i Danmark, så det er en særlig situation. Derfor er der brug for, at fjerkræejere passer ekstra godt på, så fugleinfluenza ikke kommer ind i en professionel besætning eller i en hobbybesætning, siger Stig Mellergaard, souschef i Fødevarestyrelsen.

Rammes en professionel besætning af højpatogen fugleinfluenza, dør dyrene og al dansk eksport af fjerkræ lukker.

Anbefalinger og lovkrav

Fødevarestyrelsen anbefaler, at fjerkræejere i området holder deres fugle under overdækning som for eksempel fast tag, presenning, net eller tråd. På den måde undgår man, at vilde fugle, der kan være smittede, lander i hønsegården. Har man for eksempel høns, der går frit i haven, kan man med fordel begrænse det areal, de har adgang til med eksempelvis et hegn. Dermed er man også med til at mindske smitterisikoen.Fødevarestyrelsens anbefaler også, at man altid skifter sko, inden man går ind til sit fjerkræ. Dermed undgår man at bære smitte med ind til dyrene, for eksempel via en fugleklat.

Anmeld mistanke via app

Fødevarestyrelsen følger sammen med DTU Veterinærinstituttet udviklingen af fugleinfluenza nøje. Har du mistanke om, at en fugl kan være død af fugleinfluenza, eksempelvis fordi du har konstateret flere døde fugle på samme sted, kan du melde dit fund via Fødevarestyrelsens app, Fugleinfluenza Tip.