Mens ingeniørerne hos Lemken har travlt med at udvikle og udvide programmet af marksprøjter, så har ledelsen af den tyske producent af landbrugsmaskiner været i Holland, hvor de har opkøbt virksomheden Steketee, der producerer redskaber til mekanisk bekæmpelse af ukrudt i korn, grøntsager, roer og andre rækkesåede afgrøder.

Passer ind i strategien

Meddelelsen om overtagelsen af den hollandske virksomhed kom på et pressemøde i Frankrig, og her omtalte Anthony van der Lay, direktør hos Lemken, Stekertee som et guldæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Steketee har i en årrække drevet udviklingen af mekanisk bekæmpelse af ukrudt med både traditionelle rensere og redskaber med kamerateknologi, hvor ukrudtet genkendes og fjernes både i og uden for rækkerne. Produkterne fra den innovative virksomhed passer derfor perfekt ind i produktprogrammet fra Lemken, hvor vi er stærke på produkter til jordbearbejdning og til kemisk bekæmpelse af skadedyr og ukrudt, sagde Anthony van der Lay ved præsentationen af de første redskaber fra Steketee.

Fortsætter i Holland

Steketee blev grundlagt i 1969, men med produktionen af plove under navnet Rumptstad har den hollandske virksomhed rødder tilbage til 1936. Ud over plove og redskaber til mekanisk bekæmpelse af ukrudt producerer virksomheden i dag også forskellige andre redskaber til jordbearbejdning og kemisk bekæmpelse af ukrudt.

Ved præsentationen af Steketee lagde Anthony van der Lay ikke skjul på, at det var de avancerede redskaber til mekanisk bekæmpelse ukrudt, der gjorde virksomheden til et godt match for Lemken. Ifølge direktøren fortsætter produktionen i Holland, og på den korte bane bibeholdes også den røde lakering af redskaberne.