Tirsdag morgen offentliggjorde Sydbank sit regnskab for første halvår af 2018.

Det viser en basisindtjening på 2040 millioner kroner, hvilket er tre procent under niveauet for samme periode sidste år. Resultatet for første halvår af 2018 er 668 millioner kroner mod 816 millioner kroner i de første seks måneder af 2017.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Første halvår har været præget af en fortsat styrkelse af kundernes solide økonomiske forhold. Dette medfører tilbageførsel af nedskrivninger for femte kvartal i træk ? på trods af betydelige nedskrivninger på landbrugskunder, herunder en forøgelse af det ledelsesmæssige skøn med 50 millioner kroner. Nedskrivningerne på landbrug er primært en konsekvens af den usædvanlige tørkeperiode i denne sommer, kommenterer Karen Frøsig, administrerende direktør i Sydbank, blandt andet til regnskabet.

Ringe udbytter og tørke

Dykker man ned i halvårsregnskabet og finder afsnittet om landbrug, fremgår det, at banken har dystre forventninger til 2018, hvor udbytterne for både svin, mælk og planteavl forventes at blive ringere i år end i 2017. Det skyldes primært, at afregningspriserne er faldet betydeligt i forhold til sidste år. Og så er der mere malurt i bægeret.

- Tørken forventes at reducere det gennemsnitlige udbytte i niveauet 30-50 procent. Tørken vil ramme alle driftsgrene, mælkeproducenter, der producerer græs til køerne, svineproducenter, der producerer korn til svinene, og ikke mindst planteproducenterne, fremgår det af bankens kommentarer til landbruget.

- 2018 forventes således at blive et udfordrende år for danske landmænd, og der forventes et betydeligt underskud for hele erhvervet, konkluderer banken, der i første halvår 2018 har nedskrevet individuelt 119 millioner kroner på landbrugsengagementerne.

Derudover er det ledelsesmæssige skøn forøget med 50 millioner kroner til 125 millioner kroner pr. 30. juni 2018, og det giver derfor samlede nedskrivninger på 169 millioner kroner i første halvår.