For andet år i træk blev maskinfører Kennet Birch Vinderslev dansk mester i udkørsel af træ. Det står klart efter en sejr på Langesømessen den 16. august, hvor han i sidste heat suverænt kørte sejren hjem i tiden 13 minutter og 13 sekunder.
- Det er naturligvis meget tilfredsstillende at vinde mesterskabet. Jeg kører jo mod nogle af landets mest erfarne og rutinerede maskinførere. Det er i det hele taget en rigtig god dag. Mine børn er med, og det betyder meget at kunne dele oplevelsen med min familie, siger en glad Kennet Birch Vinderslev i en pressemeddelelse.
Syvende titel
Det var 13. gang, Kennet Birch Vinderslev deltog ved DM, og i alt er det blevet til syv titler. Det betyder samtidig, at han har været med til samtlige danmarksmesterskaber. Traditionen tro blev der dystet i de to discipliner tårnbygning og præcisionslæsninger i terræn. I år var udkørselsmaskinen en John Deere 810E.
De otte deltagere startede med en kvalifikationsrunde, hvoraf de fire bedste gik videre til finaleheatet. Her var Kennet Birch Vinderslev over tre minutter hurtigere end sølvvinderen Josef Karlsson, der vandt titlen i både 2014 og 2015, mens Poul Henning Johansen vandt bronze.





