Landbruget lider under tørken, og i den forbindelse har Landbrug & Fødevarer indkaldt til møde i morgen torsdag, hvor også miljø- og fødevareministeren deltager. Det skriver bt.dk.
På mødet vil de nyeste beregninger for landbrugets forventede tab på grund af tørken komme frem.
For omkring en måned siden sagde miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), at han var klar til at se på, hvordan han kan hjælpe det tørkeramte landbrug.
- Der er ingen tvivl om, at rigtig mange landmænd er hårdt pressede af tørken, sagde han dengang.
- Der står meget på spil for den enkelte landmand, og derfor ser vi åbent på alle forslag til at hjælpe landbruget i en helt usædvanlig situation, sagde Jacob Ellemann-Jensen.
Tidligere har Landbrug & Fødevarer bedt om hjælp til at håndtere tørken. Organisationen forventer at landbruget kan have et tab på op mod 4,5 milliarder kroner på grund af tørken.





