Abonnementsartikel
Senest på torsdag skal alle EU-landene have offentliggjort, hvem der modtager de mange milliarder, der udgør EU's landbrugsstøtte. Men allerede nu har Tyskland meldt ud, at de ikke har tænkt sig at overholde deadlinen i kølvandet på en række retssager, der dømmer det som en overskridelse af privatlivets fred at offentliggøre oplysninger af den karakter.
- Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket og skuffet, da jeg så beskeden fra den tyske minister, siger landbrugskommissær Mariann Fischer Boel, der påpeger det absurde i, at Tyskland faktisk har stemt for de fælles EU-regler, der pålægger landene at offentliggøre tallene.
EU-Kommissionen truer med at hive tyskerne for EF-Domstolen, hvis de ikke makker ret. Men den tyske landbrugsminister Ilse Aigner har gjort det klart, at planerne for offentliggørelse er midlertidigt lagt på hylden.
Lobbyorganisationen Farmsubsidy.org, der har ført en heftig kamp for at få kastet lys over modtagerne af den cirka 55 milliarder store landbrugspulje, er stærkt kritisk over for den tyske beslutning.
I en pressemeddelelse beskriver organisationen den tyske minister som værende i lommen på store fødevareproducenter og rige jordejere, der ikke vil have, at den almindelige befolkning får vished for, at 54 procent af de tyske landbrugsmilliarder går til de ti procent, der udgør de største modtagere.
Sidste år offentliggjorde EU-landene modtagerne af landdistriktsmidlerne, men det er første gang i år, at landene er tvunget til at kaste lys over den direkte støtte.