Tempoet i byggebranchen er højt, og det mærker Gråkjær A/S i alle tre divisioner inden for erhverv, landbrug og aqua. Gennem det seneste år har virksomheden opbygget den største ordrebeholdning i virksomhedens 45 årige historie.

- Vi ser både tilbage på og ind i et nyt regnskabsår, hvor vi ser lyst på fremtiden, udtaler administrerende direktør Jan Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder, at vores investeringer bærer frugt. De erfaringer vi har, efter at have opført over 4000 byggeprojekter, sætter vores kunder stor pris på, så vi har travlt på såvel tegnestuen, projekteringsafdelingen som på byggepladserne.

Landbruget har visioner

- Vores landbrugsafdeling bygger nu Nordeuropas største nybyggede slagtesvineprojekt. Det drejer sig om samlet set 33.000 m2 fordelt over fire anlæg for Bregentved gods på Sjælland. Vi kan mærke at branchen efter nogle hårde år har det bedre. Der er henvendelser i både Danmark, Norge og Sverige, og vi forventer, at den udvikling fortsætter, forudser Jan Larsen.

- Efterspørgslen i Danmark det kommende år vil i nogen grad være påvirket af indtjeningsevnen hos vores kunder. Den sidste vinter har været lang i Norge og har givet udfordringer med at holde tidsplanerne, hvilket har skubbet en del af omsætningen ind i det nye regnskabsår.

Fisk vokser da i ørkenen

Det nyeste skud på Gråkjær-stammen er aquadivisionen, hvor man opfører landbaserede fiskeopdrætsanlæg i totalentreprise, på samme måde som virksomheden i mange år har gjort inden for landbrugsbranchen.

- Vi har brugt et par år på at lære branchen at kende og til at samle de medarbejdere, der nu udgør en stærk organisation med indsigt i fiskeopdræt. Det er en kompliceret proces at sikre optimale forhold fra udklækning af fisken, til den er klar til at blive bearbejdet til spisebordet, giver Jan Larsen udtryk for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder, at vi ud af de første 7 aquaanlæg, som vi har opført, har lært meget omkring fodersystemer og vandrensning på fiskeanlægget. Derfor har vi meget naturligt måttet udføre en del uforudsete arbejer på enkelte af disse anlæg. Da det er anlæg til mere end 100 millioner, koster det os på bundlinjen i år.

Administrerende direktør Jan Larsen er dog overbevist om at investeringerne i at opbygge knowhow inden for rådgivning og projektering af disse anlæg vil give bonus fremover.

- Vi har netop indgået en aftale med en række investorer om at levere projektering og vandbehandlingsanlæg til et sydafrikansk anlæg. Man kan producere fisk midt i et ørkenlandskab, hvilket viser potentialet i det, vi har opbygget her, og det nordligste anlæg, vi er ved at afslutte, ligger nord for polarcirklen. Der er så lille et forbrug af vand, at anlæggene kan placeres tæt ved forbrugerne i byerne, hvorved transport af fisken minimeres. Vores kendskab til at bygge i udlandet kommer os her til gode, selv om der naturligvis er forskel på at opføre 300 mindre staldbyggerier og de fiskeopdrætsanlæg, vi lige nu opfører i Norge. De nye medarbejdere, vi har hentet ind, har stor erfaring inden for netop fiskeproduktion, så vi er i dag det eneste firma i Europa, der kan levere produktionsfaciliteter til hele processen i totalentreprise, udtaler den administrerende direktør.

Tre firmaer i ét

For at sikre en ledelse i de tre divisioner med stor erfaring inden for de enkelte områder, dannes der nu tre selvstændige selskaber.

- Det kræver specialviden at kunne lede medarbejdere inden for de tre områder, og med den hast vi vokser lige nu, så ser vi det som vigtigt, at lederne koncentrerer sig om det område, de har størst erfaring inden for. Det betyder også, at medarbejderne føler sig mere knyttet til deres eget område og naturligvis, at bygherre får den optimale rådgivning inden for hans branche, begrunder Jan Larsen beslutningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores regnskab for 2017/18 er påvirket af nogle enkelte sager i aquadivisionen, hvor der har været udfordringer, så resultatet er vi ikke tilfredse med.

Med en stærk soliditet står Gråkjær stærkt over for de bygherrer og investorer, der skal have opført landbrugs-, erhvervs- eller aquaprojekter. De professionelle investorer sætter ligeledes firmaets stabile soliditet højt, når der indgås kontrakter om byggeprojekter i millionklassen.