Landsskuets nyhedspriser er tænkt som en nyttig hjælp til de besøgende landmænd på dyrskuet.

- For at hjælpe travle landmænd og hædre de udstillere, der stiller med de største nyheder, har vi traditionen tro haft et par erfarne landmænd til at gennemtrawle pladsen for at finde de tre vindere af Landsskuets Nyhedspris, sagde skuets formand, Kristian Gade, som optakt til uddelingen af henholdsvis guld, sølv og bronze til vinderne af nyhedsprisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kriterierne for tildelingen af prisen er ifølge Kristian Gade, at det er nyheder, som fuldtidslandmanden finder så interessant, at det er noget, som han anbefaler sine kolleger at kigge nærmere på, når han kommer hjem fra dyrskuet med inspiration og nye oplevelser.

- Dommerne fortæller, at der i år har været mange nyheder, og at det har været en svær opgave at vælge de tre bedste. I år har de tre vindere alle det fælles træk, at det er relativ enkle løsning, der kan bruges af mange, og som fremmer arbejdsmiljøet og -sikkerheden, sagde Kristian Gade.

Regulering af dæktryk

Guldet gik til firmaet Ploveksperten for en håndholdt dæktryksmåler, der automatisk kan hæve og sænke trykket efter behov ligesom på en tankstation.

- Det gør det muligt for alle på en nem og enkel måde at få det rigtige dæktryk og undgå strukturskader i marken.

Sølv

Sølvet gik til Vanggaard Øko- og Frilandshytter ApS for en multifaringsvogn til pasning og flytning af stipladser i én arbejdsgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver overblik og velfærd for både landmand og grise samt lavere dødelighed og højere tilvækst, lød det i begrundelsen for pristildelingen.

Bronze

Endelig var der bronzen, som gik til JB Maskiner for at have udviklet en kalveflytningsvogn, der kan tilsættes varme.

- Den er arbejdsmiljøvenlig og mindsker smitterisikoen. Den er nem at køre med på punkteringsfri hjul og kan flyttes med en palleløfter og minilæsser, lød det.

Maskinbladet har tidligere skrevet om en anden af firmaets varmekasser - se her.