På Græsland 18 blev der vist 14 skårlæggere i aktion i kløvergræsset, og to af dem kommer fra Østriske Pöttinger. Én af disse skårlæggere skilte sig markant ud, da den ikke var udstyret med crimper - men med snegle.

- Vi kalder systemet for CrossFlow, og det er blevet rigtig godt modtaget på det danske marked, fortalte Lars Andreasen, salgschef Pöttinger Danmark under Græsland 18.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sneglene giver den effekt, at græsset bliver mere luftigt efter skårlæggeren, og dermed tørre hurtigere. Desuden er det langt lettere at rive, siger Lars Andreasen.

Det var første gang, at Pöttinger viste systemet på en triple skårlægger, og da systemet for første gang blev vist på Agritechnica 2017 var det blot på en sidemonteret skårlægger.

Systemet er allerede blevet taget rigtig godt imod i Danmark, og vi har allerede solgt to tripleskårlæggere til sæson 2019 med dette system, siger Lars Andreasen.

To løsninger i én

Sneglene bliver mekanisk trukket ved hjælp af en rem, og Lars Andreasen påpeger også det mindre slid på sneglene frem for en crimper:

- Her er der ingen crimperfingre som kan blive slidt og dermed skal skiftes. Det er en meget stor fordel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En anden fordel ved systemet er, at skårlæggeren let kan lægge skårene sammen - uden der skal monteres et båndsystem på skårlæggeren.

- Ved blot at montere en plade bag sneglene, så kan de samle materialet ind mod midten i stedet for at kaste det bagud.

Under Græsland 18 viste Pöttinger mulighederne på skårlæggeren for både bredspredning og samling af skåret.

- Til helsæd og bælgplanter er denne løsning ganske unikt, og med en arbejdsbredde på 10 meter kan vi lave skår i eksempelvis helsæd, så selv de større finsnittere kan blive belastet, fortæller den danske salgschef.