Mælkeproducent Per Pedersen byggede for 10 år siden en stald med malkerobotter på sin gård i Ørum på Djursland og har ikke et sekund været i tvivl om, at det var den rette beslutning.

- Inden havde jeg en stald med 80 køer, som blev malket i en malkegrav, og jeg var begyndt at få problemer med min højre skulder, erindrer Per Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da stalden med plads til 150 køer i 2008 stod klar med to Lely malkerobotter gik der ikke længere end tre måneder før skulderproblemerne var løst.

- Jeg vil hellere skifte reservedele på maskiner end på mig selv, så det var den rigtige beslutning. Genvinsten var også i høj grad i forhold til friheden som familie og særligt mine børn, der på det tidspunkt gik i folkeskole, siger Per Pedersen, der er glad for at slippe for det monotome, manuelle arbejde.

- Det drillede lidt i starten, men i dag er der gerne 14 dage imellem der kommer en alarm, fortæller Per Pedersen.

Han har ansat en fleksjobber, som blandt andet bruger tid på at snakke med de små kalve, så han får rolige og omgængelige dyr ind i robotstalden.

Hemmeligholdt

Lelys seneste foderskubber, som blev lanceret i april 2018, har Per Pedersen et særligt forhold til, ikke mindst fordi han har været med i sidste testfase hen over det seneste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har siden 2011-12 haft en Lely Juno 100, der er en foderskubber, som har passet godt til min stald. Før kørte jeg og skrabede med en rendegraver fem-seks gange om dagen, siger Per Pedersen.

Foderskubberen har været har været et stykke teknik, som både har sparet tid og som har sikret en fast tidsplan for indskubning af foderet.

- Jeg blev kontaktet af Lely i foråret 2017 og fik den nye Lely Juno til test sidst i juli. Der har været meget hemmelighedskræmmeri, men jeg er både stolt og begejstret over, at de valgte at samarbejde med mig om testen, siger Per Pedersen.

Hemmeligholdelsen betød, at han var nødt til at skjule foderskubberen for besøgende og planlægge arbejdet, så ingen fik øje på den nye maskine.

- Det var lidt en udfordring, fordi der var fuld fortrolighed og tavshedspligt. I indkøringsperiode, var der både småjusteringer og lidt problemer, men mest med udvikling af softwaren, som Lely fik finjusteret blandt andet med mine tilbagemeldinger, fortæller Per Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I slutningen af året var udviklingen færdig og siden da har det været ganske få justeringer.

- Da vi nåede frem til december, så kørte det bare. Det har været rigtig spændende at være med til, fordi det bryder rutinen og får en til at tænke alternative tanker, konstaterer Per Pedersen.

Skraberobot

Generelt har Per Pedersen altid været nysgerrig på teknik med eget værksted, og som oftest med en ide til, hvordan tingene kan gøres lidt smartere.

- Når nogen spørger mig "Hvad laver du?", har mit svar altid været "Så lidt som overhovedet muligt". Det er både en spøg og alvor, fordi jeg altid prøver at se på, hvad jeg kan gøre for at slippe for det fysiske rutinearbejde, jeg nemt bliver træt af, siger Per Pedersen.

Da den nye stald blev etableret, var han da heller ikke i tvivl om, at der skulle findes en god løsning på skrabning af spalterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg var sikker på, at det ikke skulle være skrabere, som lå på spalterne, så jeg var rundt og så på mange løsninger. Det var lidt et tilfælde, at det blev Lely's Discovery, men den virkede til at være den mest stabile, og det har den også vist sig at være, fastslår Per Pedersen.

Der er kun to perioder om året, hvor der opstår problemer.

- Robotten kan have svært ved at stå fast, når der er frost og is og modsat, når det bliver rigtig varmt, så møget bliver fedtet. Robotten er konstant på farten, og det kræver af og til et skifte af et leje, men det klarer jeg selv på mit værksted, siger Per Pedersen.