Svinepesten truer vores erhverv, vel at mærke primært svineproduktionen. Men faktisk får et udbrud af svinepest alvorlig betydning for hele landbrugserhvervet, og vi skal altså tage det alvorligt. Langt mere alvorligt end nu. Grænserne lukker givetvis midlertidig for også oksekød og fjerkræ. Spørgsmålet er om vi tør satse på, 'hvis' der kommer et udbrud nord for den dansk tyske grænse, eller om vi skal bekymre os om "hvornår"? Vi står overfor en turistsæson, med endnu større bevægelighed rundt omkring Europas grænser.
Har vi tilstrækkeligt fokus på håndtering af sundhed og smittebeskyttelse? Landbrug & Fødevarer har udsendt diverse videoer og materialer, men undertegnede hører fortsat om jægere, almene borgere og ikke mindst vognmænd, der ikke har forstået alvoren i at overholde smittebeskyttelsen efter jagtture, busture etc. i Polen, Tyskland eller andre steder. Som ikke har hørt om problematikken og konsekvenser af svinepesten.
Men lavpraktisk, hvordan håndterer vi den økonomiske konsekvens af en lukning, vel at mærke ude på gårdene?
Kurt Skovsted
Tør vi fortsat satse på "hvis" et udbrud sker? Spørgsmålet er vel 1) kan vi holde svinepesten tilbage, idet den jo er på fremmarch i Østeuropa og tæt på den danske grænse og 2) kan vi forhindre USA og Japan i at lukke for importen af dansk svinekød? Vi kan forsøge at holde skruen i vandet, men med så mange vildsvin tæt på vores grænse, så kan jeg være bange for, at det er et spørgsmål om tid. Grænsehegn eller ej, så skal indsatsen mod svinepesten intensiveres betragteligt, ikke nødvendigvis i landbruget, men omkring turister, den almene borger samt logistik- og transportvirksomheder. Der skal langt mere slagkraft til omkring kontrol med indførsel af fødevarer etc. fra turister og chauffører. Jeg tænker, at der er lidt penge at gøre med, kontra et udbrud af svinepest. Husk på, at det første udbrud koster 2,5 milliarder kroner! Vi kontrollerer jo alligevel for andre ting ved grænsen i disse dage, som vel også kunne betegnes som pengespild.
Planen udebliver fortsat
Danske landmænd er nu gennem flere år blevet rådgivet til at have en plan klar - en plan for fremtiden. Hvor skal vi hen, hvordan skal vi udvikle vores forretninger, skal vi have slagtesvin, smågriseproduktion etc.? Skal der overhovedet slagtes grise i Danmark? Personligt tænker jeg, at vi bør arbejde med en handlingsplan for håndtering af svinepest.
Hvis der sker et udbrud og grænsen lukkes, hvad gør vi så? Ja, der er et praktisk beredskab, herunder lukning af grænsen, stop for eksport af smågrise, ingen eksport til USA eller Japan. Men lavpraktisk, hvordan håndterer vi den økonomiske konsekvens af en lukning, vel at mærke ude på gårdene? Hvis svinepesten rammer, og vi meget hurtigt får bugt med udfordringen, så skal vi vel fortsat regne med, at grænserne kan være lukkede i seks måneder eller længere, og at eksporten til vores største samhandelspartnere fortsat vil være lukket i årevis? Hvordan klarer den enkelte svineproducent et økonomisk tomrum på bare seks måneder, har landmanden et økonomisk beredskab, som kun skal håndtere udgifter, men ingen indtægter i eksempelvis seks måneder. Måske længere tid?
Hvem skal så betale?
Skal besætninger slås ned, og skal stalde stå tomme, så er der jo vitterligt ingen indtægter. Hvem skal betale regningen? Jeg tror, at det bliver den enkelte landmand, som alene skal dække tabet, måske griber staten ind med hjælpepakker. Seks måneders produktionstab bliver voldsomt for de fleste. Hvorfor skulle pengeinstitutterne være garanter for økonomisk op-bakning? Har man egenkapital, så holder man længere tid, end den som ingen egenkapital har. Den som i forvejen lever på bankens nåde, får det svært. Det er en påstand, men vi kunne jo sammen arbejde for at sikre, at vi har taget vores forholdsregler. Alle svineproducenter bliver ramt på noteringen, såfremt svinepesten rammer, så uanset om besætningen skal slås ned eller ej, så bliver afregningen for de resterende danske grise også reduceret betragteligt.
Vi har i mange år drøftet fordele og ulemper ved eksporten af smågrise. Fakta er, at når priserne på smågrise er høje i Europa, så opsiges danske aftagere af smågrise (slagtesvineproducenter) til fordel for afsætning i Polen og Tyskland. Når priserne rasler ned, så er der kø ved de danske slagtesvineproducenters havelåge for at sikre afsætning af smågrisene. Kunne man forestille sig, at vi igen fik lidt fokus på produktionen på hjemmemarkedet?
Kunne man forestille sig, at man som smågriseproducent overvejede, om den 10-krone eller måske 20-krone, man aktuelt kunne opnå ved eksport til Polen, i stedet skulle "anvendes" som en forsikring, ved i stedet at afsætte grisene på hjemmemarkedet? Eksempelvis produktionen af 15.000 smågrise og en difference på 20 kroner pr. gris, er således en forsikring på 300.000 kr. Koster seks måneders produktionstab på 15.000 smågrise mere end 300.000 kroner? Vi kan lige lade spørgsmålet stå og vaje.
Skulle vi for alvor sætte skub i udvidelser af slagtesvineproduktionerne. Det vil sige få lagt ekstra meget pres på vore folkevalgte politikere, samt de økonomiske bagmænd, og tillade opførelsen af flere slagtesvinestalde? Er det muligt? Jeg tænker, at ovenstående eksempel med manglende afsætning af 15.000 smågrise, men udslagtning af et sohold kontra etablering af faciliteter til slagtesvineproduktion - måske det kunne få selv det mest pessimistiske pengeinstitut til at åbne øjnene for muligheder og perspektiver.
Politisk udfordring
Vore politikere forholder det sig nok straks værre med. Skal politikerne angribes anderledes end i dag? Kunne man forestille sig, at medierne vil medvirke til at sætte positiv fokus på problematikken? Jeg tænker, at vi i landbruget bliver mødt med, at vi ikke skal opildne til debat omkring svinepesten, så vi risikerer at skræmme vores eksportlande. At der alligevel ikke er nogen, som gider at høre om svineproduktion, medmindre det er økologisk. Økologisk, ja økologerne bliver da i hvert fald også ramt af svinepesten. Man fristes til at sige, "få nu det vildsvinehegn sat op, koste hvad det koste vil!". Det løser ikke problematikken, nej, men der vises tydelig handling. Hvorfor er det, at alt skal diskuteres i plenum og alle mulige skal have lov til at sætte spørgsmålstegn ved nødvendige handlinger med risiko for et enormt vigtigt eksporterhverv? Jeg savner, at der er nogle ledende politikere, som trodser kværulanterne og viser handling! Så må slagsmålet tages efterfølgende med de forskellige organisationer.
Skulle vi som erhverv forsøge at lægge nej-hatten og i stedet være lidt på forkant, tage dialogen, søge dialogen og selv medvirke til at fortælle en historie omkring truslen fra Østeuropa. Det er ikke alle journalister, som vedkender sig den veganske tankegang eller som er modstander af vores erhverv med 200.000 ansatte, eksportindtægter på adskillige milliarder kroner samt en branche, som er velset over hele verden!
Fakta er, at vi IKKE har nogen plan for vores svineproducenter, vi har nok en plan for håndtering af grænserne og stoppe eksporten. Vi skal have dialogen i gang NU, og vi skal tale sammen på tværs af brancher, finansieringskilder etc. Vi skal have udarbejdet nogle planer for de nævnte forsikringer, en handlingsplan på den enkelte ejendom i tilfælde af svinepest.
Men måske vi alle bare fortsat tænker, "hvis" svinepesten kommer?
