Abonnementsartikel

En række Herefordbesætninger åbner leddet til græsmarkerne og byder i maj måned interesserede indenfor.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Hereford-foreningen oplyser, at formålet med åbenthus-arrangementet er, at give kommende og nyetablerede Herefordavlere lejlighed til at komme tæt på dyrene. Desuden vil der blive lejlighed til at få en snak med værtsfamilierne, der alle er erfarne Herefordavlere.

Det er ikke tilfældigt, at Hereford er verdens mest udbredte kødkvægsrace. Hereford tilpasser sig let de forskellige klimatiske forhold - fra høje til lave temperaturer, fra højtydende græsmarker til arealer med sparsom plantevækst.

Velegnet til naturpleje

Hereford er en ekstensiv race og derfor særdeles velegnet til naturpleje.

Her har racen yderligere den fordel, at de fravænnede kalve fra naturplejen har potentiale for en efterfølgende høj, daglig tilvækst.

Hereford kan også her i landet gå ude hele året, og Hereford er en af de hårdføre racer, der i henhold til dyreværnsloven må gå ude året rundt. Dette har blandt andet den fordel, at dyrene ikke har behov for dyre staldanlæg, og det gør kødproduktionen med Hereford endnu mere konkurrence-dygtig i forhold til andre kødkvægsracer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hereford er karakteristisk og kendes let ved den rødbrune hårfarve, det hvide hoved samt hvide aftegn på hals og mave. Ud over det smukke udseende er Hereford kendt for sit gode temperament, hvilket man vil blive overbevist om ved åbent-hus arrangementerne i maj måned. Hereford er derfor nemme at arbejde med i hverdagen ? en egenskab, der værdsættes af den professionelle landmand og ikke mindst af deltidslandmanden.

I øvrigt fejrer Herefordforeningen i 2009 sit 40 års jubilæum. Herefordforeningen er den ældste raceforening i Danmark for kødkvægsracer. Det var godsejer C.C. Scavenius på godset Klintholm på Møn, der stod bag den første import af Hereford til Danmark og for 40 år siden tog han initiativ til at danne Herefordforeningen. Dengang var alle Hereford i Danmark hornede, men i dag er der en overvægt af pollede dyr, det vil sige Hereford, der ikke får horn.

Følgende syv besætninger inviterer indenfor:

Søndag den 17. maj 2009 fra kl. 10.00 - 16.00

Kristian Hammerum, Peløkke Hereford, Peløkkevej 54A, Peløkke, 5900 Rudkøbing (tlf. 62 51 23 82). Peløkke Hereford blev startet i 1975, og består i dag af 10 moderdyr plus opdræt. Dyrene er hornede. Besætningen er én af Fyns mest succesfulde Herefordbesætninger med utallige topplaceringer på Det fynske Dyrskue i Odense. Fra besætningen er der gennem årene solgt mange gode avlsdyr til andre avlere. I England sælges der sæd efter en tyr, der er opdrættet i Peløkke-besætningen. Ejendommen er beliggende i flotte omgivelser og med en interessant stald - den er rund og med stråtag.

Henning Jensen, Enghavens Hereford, Enghaven 9, Vinde Helsinge, 4281 Gørlev (tlf. 58 85 93 50). Enghavens Hereford startede i 1990 og består i dag af 10 moderdyr, avlstyr og opdræt. Tidligere er kun brugt foldtyr, men sidste år blev nogle dyr insemineret, så der i år ventes kalve efter 4 forskellige tyre. I 2003 blev der bygget en ny løsdriftsstald på 500 m2.  Alle slagtedyr sælges privat. Ungdyrene sælges enten som halve eller kvarte slagtekroppe, mens kødet fra ældre dyr bliver hakket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arne Denwers, Knohammer Polled Hereford, Knohammervej 3, Næstelsø, 4700 Næstved (tlf. 55 54 03 01). Besætningen består af ca. 10. køer, 1 avlstyr og opdræt. Alle dyrene er pollede og præget af den canadiske type. De fleste af dyrene er renracede med stamtavle. Dyrene lever et frit liv med høj dyrevelfærd. Hele året kan dyrene gå ude og inde, som de har lyst til. Der er adgang til frisk vand samt gode skygge- og læforhold. Alle marker er udlagt med græs og er opdelt i flere folde. Markerne sprøjtes ikke, og tildeling af kunstgødning er begrænset. Alle dyr, der ikke sælges til levebrug, leveres til Friland Kødkvæg.

Torsdag den 21. maj 2009 fra kl. 10.00 - 16.00

Åse og Finn Svendsen, Dalsmark Hereford, Uslevmarkvej 171, Bjergby, 9800 Hjørring (tlf. 98 97 10 21)Den første Herefordko blev anskaffet i 1989, og besætningen består i dag af 13 moderdyr plus opdræt. De seneste 3 år er alle de kvier, der ikke skulle bruges i besætningen, solgt til avl. Alle tyrekalve og yngre køer slagtes på lokalt slagtehus, og kødet sælges privat. Kun ældre køer sendes på slagteri. Der er altid brugt avlstyre med højt slagteindeks i besætningen. Hereforddyrene går i et fantastisk naturskønt område med skov, bakker og sø.

Ib Ravn, Åland Polled Hereford, Asbovej 16, 6600 Vejen (tlf. 75 36 80 05). Åland Hereford kan i 2009 fejre 30 års jubilæum. De første 2 køer blev købt i foråret 1979. I dag er besætningen på 8-9 moderdyr plus opdræt, og alle dyrene er pollede. Ud over Herefordbesætningen er der en årlig produktion af 2.200 slagtesvin, og der drives planteavl på 100 hektar. Hereforddyrene afgræsser ejendommens marginaljord. Køer og store kvier går ude året rundt med adgang til primitiv løsdriftstald. Fra besætningen er der solgt mange avlsdyr til danske avlere, men der er også eksporteret dyr til Tyskland, Finland, Polen og Nordkorea.

Flemming Andersen, Solbakkens Hereford, Gammelbyvej 7, 6600 Vejen (tlf. 75 36 80 71). Efter 17 år med Jerseykøer, hvor mælkekvoten blev solgt i 2002, blev der i 2003 købt to Hereford-køer med hver deres kviekalv. Tre af dyrene er stadig i besætningen og har født tilsammen 17 kalve (nr. 18 kommer i maj). Besætningen er blevet større, så der i år er 25 drægtige dyr. Ejendommen består af 42 hektar eget jord, 52 hektar jord i forpagtning inklusive 10 hektar græsningsaftale. Gården drives traditionelt med korn og raps. Jorden omkring gården er hovedsageligt udlagt med græs til Hereford?erne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lørdag den 30. maj 2009 kl. 10.00 - 16.00

Kirstine og Jens Peder Søe, Slyk's Polled Hereford, Novej 26, No, 6950 Ringkøbing (tlf. 97 33 00 63) Tag hele familien med, da haven, som hovedsageligt består af cirka 200 Rododendronbuske, på det tidspunkt står i fuldt flor. Herefordbesætningen består pt. af 13 moderdyr, som alle har kælvet i foråret. Derudover er der af 7 kvier fra sidste år samt 2 tyre, hvor den ene tyr har gennemført individprøven på Ålestrup Avls-station med et rigtig pænt resultat.