H.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie gæster Bornholm i forbindelse med Folkemødet 2018. Det er første gang, at medlemmer af kongefamilien deltager i Folkemødet. H.K.H. Prins Joachims program under Folkemødet begynder hos Landbrug & Fødevarer, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Besøget glæder topchefen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er selvfølgelig utrolig stolt af, at kongefamilien vælger at besøge os og vores erhverv i forbindelse med deres Folkemøde-debut, skriver Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Landbrugets betydning

I en dialog med Karen Hækkerup vil H.K.H. Prins Joachim drøfte dansk landbrugs placering i verden og danske fødevarers betydning for danskernes stolthed og selvforståelse.

- Det er mig en stor ære at kunne indbyde til samtale med prinsen - ikke mindst når emnet falder på fødevarer og landbrugserhvervet, som jeg ved, at han er særdeles vidende om. Jeg glæder mig til at vise H.K.H. Prins Joachim, hvordan vi i Landbrug & Fødevarer går i dialog med danskerne på Folkemødet, skriver Karen Hækkerup endvidere.

Det foregår fredag den 15. juni kl. 10.40-11.10 i Landbrug & Fødevarers stand på Folkemødet.