Markedet for grisekød i Europa er rimeligt stabilt, men en lav eksport ud af Europa ligger lige nu låg på priserne.

- Vi står i en situation, hvor vi faktisk har et rigtigt godt salg i Europa, men vi mangler lige det sidste løft i efterspørgslen for at kunne hæve priserne på de fleste delstykker, fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gode vejr sikrer en god efterspørgsel på nakker og mørbrad til grillprodukter. Salget af bove, kamme, bacon og brystflæsk er stabilt, mens markedet for skinker efter en lang periode med et stort udbud nu viser tegn på bedring.

- For årstiden har vi et rigtigt godt salg i Europa, og der er stadig en uge til vi kommer ind i den første sommermåned, så det er positivt. Markedet i Asien er dog udfordret, men der skal ikke meget til, før det kan skubbe til psykologien i markedet, siger Søren Tinggaard.

Til landene udenfor Europa er der et stabilt salg til Japan, mens markedet i Kina fortsat er trægt.

Det betyder, at prisen på svin fra 70-95,9 kg ligger på 8,90 kroner pr. kg, mens prisen på søer over 129,9 kg er ligger på 6,30 kroner.