Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening er gået sammen om at skabe mere og udvikle økologien og har i fællesskab lanceret et udspil de kalder Økologi 2021 - Sammen om udvikling.

De to organisationer er enige om, at økologi er en væsentlig del af fremtiden for dansk landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Udspillet indeholder 12 politiske initiativer under fire indsatsområder: Økologisk videns- og kompetenceløft; Recirkulering af næringsstoffer; Markedsfremme nationalt og internationalt og Gode vilkår for økologiske landmænd.

De to organisationer er måske ikke de oplagte samarbejdspartnere for alle at se, men ikke desto mindre står de sammen.

Kræver investering

- Til trods for at vi er to organisationer, der ser forskelligt på andre sager, peger vi her sammen på en række politiske handlinger og investeringer, som vil skabe ny viden, nye løsninger og nye markeder til glæde for økologer og samfundet. Og vi vil arbejde sammen om at nå i mål med dem, skriver Helle Borup Friberg, administrerende direktør i Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Organisationerne peger på, at midler til udvikling af økologi via forskning, uddannelse og markedsudvikling skal afspejle den voksende produktion. Udspillet kalder derfor på minimum 40 millioner kroner årligt til økologiforskning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Forskning bliver afgørende for udvikling af økologi og det økologiske håndværk, og vi ser det som helt centralt, at der bliver sikret bevillinger til området fremadrettet. Danmark bør være helt i front med økologiforskning, skriver Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.