Vestre Landsret har den 25. april 2018 afsagt dom i en sag mellem en landmand og Skatteministeriet om fortolkning af en akkordaftale med særligt fokus på, om begrænsning af retten til underskudsfremførsel sker med virkning fra akkordaftaleåret eller først med virkning fra det tidspunkt, hvor akkordaftalens betingelser er opfyldte.
Dommen refereres og kommenteres nedenfor. Der advares allerede nu mod, at reglerne om underskudsbegrænsning ved indgåelse af akkorder er teknisk komplicerede, og at eventuelt udbytte af læsning af artiklen givetvis vil forudsætte noget kendskab til mekanismerne omkring fremførsel af og udnyttelse af skattemæssigt underskud.
Omstændighederne i sagen
En landmand, der ejede en bedrift bestående af fire faste ejendomme, kom i økonomiske vanskeligheder og opgjorde i 2011 sin usikrede gæld til 58 millioner kroner fordelt med 38 millioner til den største kreditor og 20 millioner til tre øvrige kreditorer.
Værdien af de fire ejendomme var i 2011 vurderet til cirka 99 millioner kroner.
I 2011 blev indgået akkordaftale, hvorefter "småkreditorerne" med et samlet tilgodehavende på cirka 20 millioner kroner modtog en endelig dividende på 10 procent af deres usikrede tilgodehavende. Hovedkreditor skulle ifølge akkordaftalen have en dividende på 2,59 procent svarende til cirka 980.000 kroner.
Aftalen med hovedkreditor, der blev indgået i 2012, var betinget af, at der blev foretaget en ny opgørelse af hovedkreditors usikrede tilgodehavende i 2017. Denne opgørelse skulle baseres på to nye ejendomsvurderinger foretaget af to uvildige landbrugsmæglere og under forudsætning af, at landmanden i perioden 2012-2017 på hovedkreditors pantesikrede gæld på 16.285.000 kr. betalte minimum 625.000 kroner pr. kvartal.
Værdiregulering
Ifølge akkordaftalen ville det faktum, at blot én af ejendommene steg i værdi i perioden 2012-2017, resultere i, at hovedkreditors sikrede tilgodehavende ville stige med den samlede værdistigning og med den konsekvens, at det usikrede tilgodehavende ville falde tilsvarende. Af akkordaftalen fremgik
- at de første 15 millioner af en eventuel værdistigning ville tilgå hovedkreditor fuldt ud,
- at en værdistigning mellem 15 millioner og 25 millioner ville blive fordelt med 70 procent til hovedkreditor og 30 procent til landmanden, og
- at en værdistigning ud over 25 millioner ville resultere i en fordeling af værdistigningen i forholdet 1:1 mellem hovedkreditor og landmanden.
Regulering af akkorden
En konsekvens af en eventuel stigning af værdien af de fire ejendomme ville være, at den usikrede del af gælden blev reduceret med værdistigningen, og at det endelige dividendebeløb derved ville blive reduceret, idet dividendeprocenten på 2,59 procent var endelig.
Såfremt det ikke for landmanden var muligt at fremskaffe finansiering af en eventuel værdistigning, var landmanden forpligtet til at underskrive uigenkaldelige salgsfuldmagter vedrørende de fire ejendomme.
Endelig var det aftalt, at såfremt landmanden måtte afgå ved døden inden aftalens ophør ved indfrielse af hovedkreditor i henhold til akkordaftalen, bortfaldt denne.
Forhåndsbesked
Landmandens rådgiver foreslog, at der blev indhentet bindende svar hos Skatterådet, som stilledes følgende spørgsmål:
1 Er betingelserne i den indgåede aftale med kreditorer om frivillig akkord af en sådan karakter, at aftalen er suspensiv? (Ved en suspensiv aftale forstås, at retsvirkningerne heraf er udskudt til et senere tidspunkt end aftaletidspunktet.)
2 Kan det bekræftes, at nedsættelse af underskud tidligst vil ske med virkning for indkomståret 2017?
Skatterådet har besvaret spørgsmål 1-2 med "Nej".
Sagen blev indbragt for Landsskatteretten, der ændrede Skatterådets afgørelse, således at spørgsmål 1-2 blev besvaret med "Ja".
Landsrettens afgørelse
Landsskatterettens afgørelse blev indbragt for Vestre Landsret, der afgjorde sagen i første instans. Det betyder, at Landsrettens afgørelse uden særskilt tilladelse kan indbringes for Højesteret.
En enig Landsret fastslår, at selvom akkordaftalen var betinget af 1) landmandens betaling af den pantesikrede gæld på 16.285.000 kr. til hovedkreditor, og 2) at landmanden ikke afgik ved døden inden akkordaftalens ophør, kunne disse betingelser ikke i sig selv begrunde, at akkordaftalen først blev tillagt skattemæssig virkning (PSL (personskatteloven) § 13a, stk. 5) på et senere tidspunkt end tidspunktet for aftalens indgåelse.
Det er domstolenes opgave at vurdere, om en akkordaftale opfylder betingelserne for, at tidspunktet for ophør af underskudsudnyttelsen kan udskydes. Landsretten var ikke enig. Flertallet på to dommere fandt, at betingelserne for at udskyde ophøret for underskudsudnyttelsen var opfyldte. Det er derfor for praktikere væsentligt at holde sig Landsrettens flertals præmisser for øje.
Grundlaget
Indledningsvis lægger Landsrettens flertal til grund:
- "? at vilkåret om udskydelsen af den endelige opgørelse af hovedkreditors usikrede tilgodehavende, der gav banken ret til evt. konjunkturbetingede værdistigninger på ejendommene, var en betingelse for, at hovedkreditor kunne tiltræde den samlede ordning, og at det således ikke var muligt for landmanden at opnå en endelig nedskrivning af gælden til hovedkreditor i 2012."
- "? at bestemmelsen (PSL § 13a, stk. 1) bygger på en forudsætning om, at størrelsen af gældsnedsættelsen kendes eller kan anslås på tidspunktet for aftaleindgåelsen ...
Det følger af akkordaftalen, at den endelige opgørelse af parternes engagement tidligst ville kunne foretages i 2017 og ville afhænge af, i hvilket omfang der i den mellemliggende periode på 5 år indtrådte konjunkturbestemte værdistigninger på en eller flere af landmandens fire ejendomme. Opgørelsen var således afhængig af den generelle konjunkturudvikling i årene efter finanskrisen og udviklingen i vilkårene for landbruget."
- "? at landmandens fire ejendomme var vurderet til en samlet værdi på ca. 100 mio. kr., og at selv en beskeden procentvis stigning i ejendomsværdien ville have en ikke uvæsentlig betydning for den endelige opgørelse af hovedkreditors tilgodehavende og dermed størrelsen af gældseftergivelsen."
Dommen
På baggrund heraf konkluderer Landsrettens flertal:
- "? at akkordaftalen indebar en reel mulighed for, at hovedkreditor i aftalens løbetid ville opnå en ikke uvæsentlig yderligere dækning af den foreløbigt opgjorte usikrede gæld på cirka 38 mio. kr., og som konsekvens heraf en tilsvarende nedsættelse af bankens eftergivelse af gælden til landsmanden."
- "? at der har bestået en reel usikkerhed om den endelige opgørelse af gældseftergivelsen på tidspunktet for indgåelsen af aftalen mellem landmanden og hovedkreditor. Den beløbsmæssige opgørelse af gældseftergivelsen ifølge akkordaftalen anses derfor som en suspensiv betingelse i skatteretlig henseende og får dermed tidligst virkning for indkomståret 2017."
Hvad betyder dommen?
Af Landsrettens indledningspræmis kan udledes, at det faktum, at en akkord er betinget af, at akkorden opfyldes, ikke i sig selv gør akkordaftalen betinget (suspensiv).
For at tidspunktet for begrænsning af retten til underskudsfremførsel kan udskydes til et fremtidigt tidspunkt i forhold til indgåelsen af akkordaftalen kræves, at akkordaftalen er betinget af omstændigheder, hvis opfyldelse parterne ikke har indflydelse på. Det vil særligt være i situationer, hvor der er ønske om gennemførelse af en akkordaftale med henblik på fortsat drift, at retsstillingen efter landsretsdommen vil have betydning.
Et ufravigeligt krav til indholdet af en akkordaftale vil være, at aftalen er betinget af udefrakommende forhold, som i den konkrete situation var konjunkturudviklingen, der ville blive lagt til grund for værdiansættelsen af de faste ejendomme i 2017. Medmindre den finansielle sektor eller dele heraf af politiske årsager ikke ønsker at medvirke til akkorder med henblik på fortsat drift, vil retsstillingen efter landsretsdommen fremme akkorderinger med fortsat drift; særligt i forhold til bedrifter med høj effektivitet.
Udfordringen er, at det må anses for overvejende sandsynligt, at dommen vil blive indbragt for Højesteret. Det vender jeg senere tilbage til.
