Afgift på biomasse er en dårlig idé, mener Landbrug & Fødevarer. Forslaget kommer i en ny rapport fra Klimarådet, som vil gøre afbrænding af biomasse mere klimavenlig end i dag.

Jens Astrup, der er leder af afdelingen for Klima, Energi & Planter hos Landbrug & Fødevarer advarer mod at følge Klimarådets anbefaling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er slet ikke brug for flere afgifter. De vil ikke fremme den grønne omstilling. Afgifter skader erhvervslivets internationale konkurrenceevne. Hvis målet er en mere bæredygtig klimapolitik, hvor man ønsker reelle alternativer til olie, kul og gas, virker det jo fuldstændig modsat netop at pålægge afgifter på de bæredygtige alternativer, som vi i stedet burde arbejde for at udbrede, for at få danske virksomheder til at bruge halm, træflis og biomasse frem for olie, kul og gas, der skal importeres, siger han og fortsætter.

- En biomasseafgift vil blive et administrativt mareridt, fordi den vil kræve meget dokumentation fra virksomhederne. Samtidig er det endnu en erhvervsafgift, der vil medføre betydelige udgifter til virksomheder og på den måde skade beskæftigelsen; særligt i yderområderne i Danmark.

Ifølge Jens Astrup vil en afgifter på biomasse blandt andet få betydning for varmeprisen.

- For eksempel vil en afgift på biomasse brugt i fjernvarmen hæve varmeprisen for mange varmekunder, som har deltaget i investering i biomasseanlæg for at gå foran på den grønne omstilling. Straffes de, giver det begrænset lyst til fremover at gå foran, hvilket generelt sender et dårligt politisk signal, siger Jens Astrup.