Et forbud mod neonics er en realitet. Det stod klart fredag, da medlemslandene i EU stemte for et forbud mod bejdsning med neonics. Danmark stemte i mod et forbud, men var oppe i mod større lande som Frankrig, der stemte for et forbud i frygt for biernes ve og vel.

I Landbrug og Fødevarer er Torben Hansen, formand for planteproduktionen, utrolig ærgerlig over, at det blev et fuldstændigt forbud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vedtagelsen betyder, at der desværre ikke bliver de undtagelser med bejdsning, som vi havde håbet og ønsket. Det betyder, at der for en række afgrøder bliver behov for at bekæmpe skadedyr ved at sprøjte flere gange, og at eksporten af frø kommer under stort pres, siger han og uddyber:

Sikker anvendelse

- Det er meget ærgerligt, da Miljøstyrelsen har vurderet anvendelsen som værende sikker - også for bierne.

Formanden ser allerede store problemer med det nye forbud.

- Alternativet til at bejdse er at sprøjte marken gentagne gange i efteråret med et insektmiddel. Der er kun få virkningsmekanismer tilladt i Danmark, og i udlandet er der allerede opstået resistente jordlopper med de mest almindelige sprøjtemidler, siger han.

En rapport fra den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet EFSA viser, at for nogle anvendelser og doseringer af de omtalte tre midler var en risiko for bierne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten gør indtryk på Torben Hansen, men han henviser til, at den højst tilladte dosis i Danmark er meget mindre end det EFSA har vurderet i deres rapport.