Fredag bliver det afgjort i Bruxelles, om Danmark kan bruge neonics, som vi gør i dag. På nuværende tidspunkt er det tilladt at bruge midlerne til behandling af visse afgrøder. Behandlingen skader ikke bierne, da afgrøderne høstes inden blomstring eller har blomster, som ikke tiltrækker bierne, skriver Miljø- og Fødevareministeriet på sin Twitterprofil.
Håb om undtagelse
Medlemslandene stemmer fredag om, der skal laves et forbud eller ej, og det kræver et kvalificeret flertal for, at der kan vedtages et forbud mod neonikotoniderne.
I dag bruges neonikotoniderne kun til bejdsning af frø. Derfor behøver man ikke at sprøjte.
Sugar Beet Europe, der forsvarer sukkerroeavleres interesser i EU, håber på, at sukkerroeavlerne kan blive undtaget fra forbuddet, indtil der er tilgængelige bæredygtige alternativer for sukkerroer, skriver Sugar Beet Europe i en pressemeddelelse.
Hvis der er et kvalificeret flertal for et forbud fredag, så vil det være slut med at bejdse, og der skal i stedet sprøjtes flere gange ude på markerne.
Derved vil mængden af pesticider øges kraftigt, da mængden er væsentligt større end ved bejdsning.
Især på Twitter har mange argumenteret for et forbud, da de mener, det skader bierne.

