Efter et tip ransager politiet syv lejligheder i og omkring København og finder ulovlige våben. Tre sigtes for ulovlig våbenbesiddelse.

Politiet dukkede søndag aften op på syv adresser i Københavns-området på jagt efter ulovlige våben.

Det skete efter et tip om, at der fandtes våben på adresserne. Og det viste sig at være helt rigtigt.

Politiet beslaglagde to pistoler, en gaspistol, en riffel, en revolver og en del ammunition. Desuden viste der sig at være andre ulovlige våben i form af knive, oplyser politikommissær Knud Hvass, Københavns Politi.

Tre mænd på 32, 42 og 45 år er anholdt i sagen, der ikke umiddelbart er banderelateret. De fremstilles mandag i grundlovsforhør.

/ritzau/