Hvis der udbryder konflikt i den offentlige sektor, kan mange landmænd få brug for ekstra staldplads. Derfor opfordrer Landbrug & Fødevarer, Tican og Danish Crown alle danske landmænd til at hjælpe kolleger, der mangler kapacitet, ved at tilbyde overskydende plads via Staldbørsen. Det skriver Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.

Staldbørsen er en markedsplads for tomme stalde. For udlejere er det muligt at tjene penge på de ellers tomme stalde og ikke mindst hjælpe kollegaer, som ikke har kapacitet til at huse egne dyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er masser af tomme stalde rundt omkring i landet, og det giver kun god mening at udnytte denne ekstra kapacitet, hvis det bliver nødvendigt. Dansk landbrug har en tradition for at stå sammen, når der er problemer, og lige nu er der risiko for konflikt, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i SEGES Svineproduktion.

Han understreger , at løsningen med at opstalde sine grise i andre stalde ikke vil være en langtidsholdbar løsning, men kan hjælpe på kort sigt.

I tilfælde af at der ikke udbryder konflikt, vil det stadigvæk være aktuelt at oprette tomme stalde på Staldbørsen. Det kan være en god øvelse i forhold til sygdomsudbrud af f.eks. Afrikansk Svinepest blandt danske svinebesætninger.