LandboUngdoms medlemmer i landbruget er stolte over deres arbejde og deres erhverv, men ofte er det ikke noget, de udtrykker, når de møder mennesker uden for landbruget. Det skal ændres nu. Det skriver LandboUngdom i en pressemeddelelse.
- Vi har oplevet en stigende tendens i samfundet til, at landbruget ikke længere nyder den fornødne respekt. Derfor føler vi os nødsaget til, som organisation for fremtidens landmænd- og kvinder, at råbe op, siger Mathias Hansen fra LandboUngdoms landsledelse.
Gennemsnitsalderen på en landmand er ifølge Danmarks Statistik cirka 53 år. Men det betyder ikke, at vi der ikke er en stor gruppe af unge landmænd, der vil frem i verden. Men de kæmper en hård kamp i skyggen af fortiden.
- Man skal passe på med at generalisere, men jeg er bekymret for den massive hetz landbruget er udsat for. Det smitter desværre nogle gange af på os som unge landmænd, fordi vi får skudt i skoene, at vi arver tidligere generationers holdninger og metoder, siger Mathias Hansen og fortsætter:
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at løsrive os fra seniororganisationerne og komme med vores egne meninger og holdninger. Det er vigtigt for os at prøve at italesætte den nye generation af landbrugere som løsningsorienterede, innovative og hårdtarbejdende.
Ungdommen skal sparre
LandboUngdom-medlemmerne Gerbrig Postma og Bjørn Gommesen er de to medvirkende i filmen, og de bakker fuldt ud op om organisationens budskab.
- Det er vigtigt at stå sammen og sparre med hinanden i dette erhverv, for vi kan lære meget af hinandens erfaringer. Men jeg synes også, at vi unge er gode til at hjælpe hinanden i landbruget, siger Gerbrig Postma fra Dronninglund LandboUngdom og bliver suppleret af Bjørn Gommesen fra Odder-Skanderborg LandboUngdom.
- Jeg kan helt sikkert støtte op om budskabet i filmen, for jeg synes, at vi skal stå sammen, så dansk landbrug er et ligeså stort og vigtig erhverv om 100 år.
LandboUngdom er en forening for unge på landet, der har cirka 3.000 medlemmer.





