Det europæiske marked befinder sig i et vakuum, hvor alle venter på forår og højere temperaturer, det skriver Danish Crown i sin markedsberetning. Slagteriet sænker samtidig noteringen for svinekød med 30 øre, mens noteringen for søer falder med 20 øre.

- Efterspørgslen fra forarbejdsningsindustrien falder en smule op mod påskens helligdage, og det får priserne til at sive en smule. Samtidig er det lidt uklart, hvordan markedet udvikler sig i ugerne efter påske, så derfor oplever vi en vis tilbageholdenhed, fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Priserne på bove, skinker og produktionskød siver en smule, mens der en fin efterspørgsel fra det britiske baconmarked. Priserne på skinker er også faldet, mens nakker og brystflæsk er meget stabilt.

- Vi ser ofte et skift i markedet, når foråret for fat i den sydlige halvdel af Europa, så lige nu bliver der kigget en del på vejrudsigter, siger Søren Tinggaard.

Noteringen for den kommende uge vil også være gældende i ugen efter påske.

Det betyder, at prisen på svin fra 74-95,9 kg ligger på 8,90 kroner pr. kg, mens prisen på søer over 129,9 kg er ligger på 6,10 kroner.