Abonnementsartikel

Der findes næppe en uddannelse med større jobgaranti, end hvis man uddanner sig med speciale i mink, lyder det fra en underviser.

På Grindsted Landbrugsskole har undervisningen i mink været opprioriteret siden skolen i sommer ansatte Jesper Lyhne Bækgaard som ny minklærer.

- Som landbrugsskole kunne vi se et stort potentiale i at opprioritere mink-undervisningen, særligt fordi vi fik mulighed for at tilknyttet så stærk en profil, som Jesper Lyhne Bækgaard er. Der er meget få skoler i Danmark, som tilbyder undervisning i mink, så vores mål er at kunne tiltrække unge fra hele Danmark med interesse for mink, fortæller Lene Søholt Jacobsen, forstander på Grindsted Landbrugsskole.

Derfor har skolen valgt at være tilstede på Kopenhagen Fur's Skindudstilling 2018 i MCH Messecenter Herning, hvor både mink-elever og lærer Jesper Lyhne Bækgaard vil være til rådighed i forhold til at guide unge med interesse for mink ind i uddannelsen.

Uddannelse med jobgaranti

- Det er et utrolig spændende erhverv, og vi får brug for mange flere landmænd med mink som speciale i fremtiden, derfor ser jeg frem til forhåbentlig at få nogle unge i tale under Skindudstillingen. Vi ser en tendens til, at enhederne i minkerhvervet bliver større og større og derfor øges efterspørgslen efter flere og flere driftsledere. Og med en uddannelse som faglært landmand med mink som speciale gør man sig i den grad attraktiv til disse stillinger, siger Jesper Lyhne Bækgaard.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han påpeger, at der formentlig ikke findes en uddannelse med større jobgaranti, end hvis man vælger at uddanne sig til landmand med mink som speciale.

- Nu er der jo ikke garanti for noget her i livet, eller i landbrugserhvervet, men som det ser ud i den nærmeste fremtid, så vil der være stor efterspørgsel efter landmænd, som er uddannet inden for mink. Det gælder både som driftsledere på de større minkfarme, men også hvis man drømmer om at blive selvstændig, så står branchen over for et massivt generationsskifte, da gennemsnitsalderen på minkfarmerne er tæt på pensionsalderen, forklarer Jesper Lyhne Bækgaard.

Også avlernes ansvar

Jesper Lyhne Bækgaard håber, at de mange mink-avlere som besøger Skindudstillingen også tager deres ansatte med, og på den måde motiverer deres nuværende medhjælpere til at springe ind i uddannelsen, så de kan få papirer på deres færdigheder.

- Det er også minkvalernes ansvar at hjælpe til med at skaffe kvalificeret arbejdskraft til fremtiden, og på den måde være medvirkende til at der uddannes nye dygtige avlere, som kan overtage deres farme på et tidspunkt. Og minkbranchen er bare hamrende interessant og spændende, understreger Jesper Lyhne Bækgaard.

Jesper Lyhne Bækgaard har siden 2010 været selvstændig minkavler på Island. Han er opvokset på en minkfarm, men valgte landbruget fra i en årrække, hvor han uddannede sig på Aarhus Universitet i historie og samfundsfag. I en årrække var han medlem af bestyrelsen for Islandsk Pelsdyravlerforening, og i år 2012 blev han Islands repræsentant i Fureurope og fra 2013 formand for fagrådet for pelsdyravl i Island.

På Grindsted Landbrugsskole tilbydes undervisning i Mink på alle uddannelsestrin, og det er muligt at uddanne sig til faglært landmand med speciale i mink.