2018 startede med positive tendenser på den store mælkeauktion, Global Dairy Trade, da årets tre første auktioner alle sluttede med prisstigninger. Den tendens er dog vendt nu, da de seneste tre auktioner er lukket med prisfald.

Den seneste auktion, der blev afholdt den 20. marts, lukkede med et prisfald på 1,2 procent, hvilket er årets hidtil største prisfald. Ved de to tidligere auktioner faldt prisen med henholdsvis 0,6 og 0,5 procent. Ved den seneste auktion var det prisen på skummetmælkspulver, der for alvor trak i den negative retning, da prisen på dette produkt faldt med 8,6 procent. Faktisk var det kun prisen på sødmælkspulver, der steg, mens priserne på resten af de udbudte varianter enten forblev uændrede eller faldt. Den næste GDT-auktion afholdes den 3. april.