Abonnementsartikel
I 1969 åbnede Roskilde Dyrskue for første gang. I år er det 40 år siden, derfor arrangerer dyrskuet nu en maskinudstilling, som den så ud dengang.
BMC Nuffield, BM- Volvo t-430, Ford Country 754 Super 4. Museumsinspektør Jens Aage Søndergaard fra Dansk Landbrugsmuseum er sat på en vanskelig opgave. På kun en måned skal han finde gamle maskiner i god stand, så han kan lave en maskinudstilling anno 1969.
- Det er altid spændende at få lov til at dykke ned i et bestemt år og se på, hvordan sammensætningen af maskiner var. Det er også spændende at se, hvordan udviklingen af maskiner har været gennem de 40 år, der er gået.
Leder efter maskiner
Hjemme på museet i Gl. Estrup har han allerede en del af de maskiner, der kunne have været med på maskinudstillingen i Roskilde for 40 år siden. Men det er dyrt at flytte materiellet fra Djursland. Derfor leder han efter samlere i nærheden af Roskilde:
- Hvis nogen for eksempel har en Ferguson 185 med tilhørende redskaber, eller en Dronningborg D900 som den her, siger han mens han stiger op i en lille åben udgave af den orange selvkørende mejetærsker, så vil jeg meget gerne høre om det.
Han understreger, at især danske maskiner er kærkomne:
- Jeg synes, det er vigtigt at fortælle historien om de danske maskiner og maskinfabrikker, som faktisk gjorde et voldsomt stykke arbejde for at udvikle de her ting. De fyldte faktisk meget på udstillingen i 1969.
Realistisk udstilling
Udstillingen skal være så realistisk som muligt. Derfor er museumsinspektøren dykket ned i gamle dyrskueaviser og brochuremateriale fra 60?erne. Ideen er at lave store plancher til at understøtte fornemmelsen af folkefest og dyrskue:
- Jeg håber, at den enkelte får en god oplevelse, og man får den der fornemmelse af at træde et skridt tilbage og sige: Jamen det er rigtigt, sådan så det ud i 1969. Så synes jeg, det vil være rart, hvis det ansporer forældre og bedsteforældre til at fortælle børnene om den tid.
Det er ikke kun de store maskiner, der er interessante. Jens Aage Søndergaard leder også efter gamle redskaber, malkemaskiner og andet landbrugstilbehør:
- Hvis der er nogle, der har et Lysbro-sæt fra 1969 ? altså en kost og skovl ? eller lignende ting, så vil det også være kærkomment, smiler Jens Aage Søndergaard og fortsætter:
- Vi synes, det er vigtigt, at vi som museum kommer ud og bliver synlige ved at være med til at lave sådan en udstilling. Det ligger helt naturligt inden for det, vi beskæftiger os med.