Abonnementsartikel
Agrarøkonom Henrik Schou skriver d. 24/4 under opinion, at landbrugsskolerne har et ansvar for fremtidens landbrug. Det har han helt ret i.
Han opfordrer ligeledes de ?gamle? landbrugsskoler til vågne op.
Jeg har selv læst agrarøkonom på Dalum Landbrugsskole, et ophold jeg har været særdeles glad for. Jeg er helt enig med Henrik omkring vigtigheden af at fortælle eleverne om - og få dem til at tage stilling til de personlige og familiære udfordringer, der kan være, samt det psykiske pres der kan være i de dårlige tider, som vel nærmest er jævnt hele tiden i konventionelt landbrug.
Disse emner blev der i høj grad arbejdet med under mit ophold på Dalum.
Henrik nævner mangel på undervisning i landskabspleje og alternativt landbrug.
Jeg har på Dalum arbejdet med naturplaner, indvirkningen på biodiversiteten under forskellige dyrkningsformer. Der har været undervist i forskellige afsætningsformer, herunder B2C.
Jeg har lavet økonomieksamen om et landbrug på 30 hektar, der lagde om til produktion af forskellige frilandsgrøntsager - et projekt, jeg i øvrigt har ført ud i livet i dag.
Nu lyder Dalum måske lidt langhåret, det er ikke tilfældet. Der er også undervisning med relation til de store industribrug, som de fleste tænker på, når de tænker landbrug.
Men den studerende har i høj grad indflydelse på opholdet.
Jeg ved ikke, hvordan det er på andre landbrugsskoler, men Henriks kritik preller af på Dalum.