Christian Matthiesen lægger ikke L. H. Bornholm og firmaet Traasdahl på samme tur, når han som ny forhandleransvarlig tager en rundtur til Stemas' forhandlere af Weidemann-læssemaskiner. L. H. Bornholm har, som navnet mere end antyder, adresse på solskinsøen i Østersøen syd for Sverige. Det skriver Stemas i en pressemddelse.

Forhandleren Traasdahl bor i Tromsø allerlængst mod nord i Norge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når jeg er kommet til Oslo i det sydlige Norge, er der 2100 km til Tromsø. Alligevel skal alle norske forhandlere have besøg en gang i kvartalet. De danske forhandlere får mig at se oftere. Som forhandleransvarlig skal jeg bistå alle Stemas' forhandlere i at optimere salget af Weidemann-maskiner. Det er en rigtig god tjans, fordi produktet er godt og nyder stor respekt, siger Christian Matthiesen.

Han er første mand med titlen "Forhandleransvarlig DK/NO" på Stemas-visitkortet. Men han har stemplet ind med solid erfaring fra maskinbranchen, hvor han i en årrække selv var forhandler af minilæssere af et andet mærke. Han drev firmaet Scanmas i Hjørring med import og forhandling af både læssemaskiner og lifte, samt salg af brugt materiel.

Sparringspartner

Senest har Christian Matthiesen solgt dæk til professionelle kunder i Nordjylland. Nu kommer han så til at dække et væsentligt større område som medspiller for i alt 31 Stemas-forhandlere i Danmark og Norge.

- Organisationen er fint på plads med en geografisk god placering af Weidemann-forhandlerne. Nu glæder jeg mig til at være sparringspartner for forhandlerne, som bruger os meget, blandt andet i forbindelse med at de deltager i messer, dyrskuer og afvikler andre aktiviteter. Stemas har 16 forhandlere i Danmark og 15 i Norge, men i virkeligheden sælges der Weidemann-maskiner langt flere steder. En del af forhandlerne har nemlig flere afdelinger og udsalgssteder, fortæller Christian Matthiesen.

Hidtil har Stemas' interne sælgere varetaget den løbende kontakt til forhandlerne. Med Christian Matthiesen på plads som ansvarlig for hele forhandlernettet får Stemas' egen salgsstyrke dermed frigivet ressourcer til blandt andet at fokusere både på Weidemann og firmaets andre maskinmærker.