Den 26. og 27. maj tager Stemas hul på dyrskuesæsonen med præsentation af maskiner på Landbrugsmessen Gl. Estrup på Djursland. Derefter følger yderligere syv af de store dyrskuer landet over, inden Tour de Dyrskue anno 2018 rundes af i Ribe den 27. juli. Inden turen går landet rundt til rækken af dyrskuer, tager Stemas-folkene forskud på fornøjelserne med maskiner blandt både klovdyr, hovdyr og pelsdyr. Det skriver Stemas i en pressemeddelelse.

Via forhandleren Hjallerup Maskinforretning stempler Stemas ind med rød Weidemann-repræsentation på Agro Nord i Aars onsdag den 7. marts. Læssemaskinerne fra tyske Weidemann er det helt store brand hos Stemas i dialogen med landmændene. Og det er, hvad det handler om i Messecenter Vesthimmerland, hvor fem danske Holstein-avlsforeninger præsenterer det bedste avlsmateriale, der bydes på inden for dansk og udenlandsk kvægavl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hestekræfter blandt heste

Allerede dagen efter det store kvæg-arrangement i Aars, rykker Stemas ind i MCH Messecenter Herning til selskab med masser af hestekræfter. Det gælder udstillingen Hest & Rytter, hvor Stemas har skabt tradition for at præsentere hestefolket for såvel Weidemann-læssere som minigravere fra japanske Yanmar.

- Det er naturligvis især de kompakte minilæssere, der er uundværlige for mange i det daglige arbejde i og omkring hestestalden og det private rideanlæg. Men vi véd, at mange både større og mindre entreprenører også har heste og derfor tager turen til Herning for at se på udstyr. Derfor tager vi også Yanmar med som en oplagt mulighed inden for minigravemaskinerne, fortæller salgskonsulent René Michael Jensen hos Stemas.

Blandt mink

Han og hans Stemas-kolleger er på plads i Herning fra den 8. til og med søndag den 11. marts, hvor Hest & Rytter lukker ned for i år. Og så vender de i øvrigt tilbage til MCH Messecenter Herning allerede torsdag den 22. marts, hvor langt mindre dyr kommer i fokus i tre dage.

Skindudstillingen Kopenhagen Fur fra den 22. til den 24. marts er en international udstilling med bedømmelse og visning af de fineste skind. Og tillige med udstilling af maskiner og udstyr til pelsning og drift af minkfarme. Derfor ruller Stemas også ind med Weidemann-læssere blandt pelsdyrene.

- Ikke mindst de mindste i det store Weidemann-program med smalle, kompakte maskiner passer eminent til det daglige arbejde på minkfarmene. Og vi véd, at mange minkavlere, og i høj grad også deres mink, sætter pris på Weidemanns elektriske minilæsser 1160 eHoftrac, som har opnået næsten ikonisk status som maskinen til kørsel i områder, hvor der ikke må være støj og forurening, siger René Michael Jensen.