For landmænd, maskinstationsfolk og andre, der er afhængige af vejret i deres arbejde, er der nu godt nyt. Danmarks Meterologiske Institut åbner nu for en ny test-version af deres kommende site. På det nye site kan man se vejrudsigten mere detaljeret, end man tidligere har haft mulighed for.

I dag lancerer DMI en opdateret hjemmeside, der tilpasser sig til din skærm og øger antallet af steder, hvor du kan få din lokale vejrudsigt fra 400 til 10.000.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Du kan få radarprognoser, der fortæller dig mere præcist, hvor det kommer til at regne eller sne i Danmark de næste 90 minutter. Det skriver DMI i en pressemeddelelse.

Hos DMI er de tilfredse med den nye udvikling. Hos DMI er det afgørende for direktør Marianne Thyrring, at DMI som vejrmyndighed kommer endnu tættere på borgernes hverdag, skriver de i pressemeddelelsen.

- Vi er stolte af at kunne præsentere denne smagsprøve på det kommende dmi.dk. Vi har arbejdet på, at sitet kan give den bedste service i hverdagen. Som myndighed vil vi gerne tættere på borgere og virksomheder. DMI skaber værdi, når vi sikrer os, at danskerne føler sig opdaterede og godt klædt på med den viden og data om vejr, hav og klima, som vi råder over, siger Marianne Thyrring.

Beta.dmi.dk, som den nye sides adresse, rummer vejrudsigter fra 10.000 steder i Danmark, 600 steder i Grønland og 95 steder på Færøerne. Siden rummer desuden DMI`s varsler samt et vejrkort, som samler flere af DMI`s kendte vejrprodukter.