SLF (Sønderjysk Landboforening) har intensiveret jagten på den lokale arbejdskraft: Rådgivningsvirksomheden har indgået et samarbejde med Erhvervsakademi Aarhus, som blandt andet uddanner jordbrugsteknologer. Formålet med samarbejdet er at rekruttere og fastholde jordbrugsteknologer i det sønderjyske lokalområde - samtidig med at give de studerende en mere praktiskorienteret uddannelse.

Bidrager til arbejdskraften

Cheføkonom i SLF, Andreas Gram, fortæller, at det kan være svært at rekruttere jordbrugsteknologer - særligt med speciale i økonomi:

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Vi synes, det er ærgerligt, når unge sønderjyder permanent flytter væk for at tage sig en uddannelse. Derfor vil vi tilbyde dem både en mentor og en praktikplads hos SLF og håber på den måde, at de vil bevare en tilknytning til området, og at de har lyst til at blive i Sønderjylland efter endt uddannelse. Samarbejdet med Erhvervsakademiet er også et forsøg på at bidrage positivt til arbejdskraften i det sønderjyske, siger Andreas Gram, der er tovholder på praktikforløbet hos SLF.

SLF stiller praktikplads i Vojens til rådighed, hvor den studerende samtidig vil få en mentor, der følger og hjælper den studerende under studietiden og under opholdet hos SLF. Det sikrer en tæt kobling mellem teori og praksis.

Fastholder studerende i lokalområdet

Erhvervsakademi Aarhus ser frem til samarbejdet med rådgivningsvirksomheden SLF:

-Vi kan se, at samarbejdet giver fordele for alle tre parter: SLF får mulighed for at håndplukke lokale studerende og knytte dem til virksomheden allerede fra studiestart, med mulighed for at ansætte dem, når de er færdiguddannede. De studerende får en mere praksisnær uddannelse, og en jobmulighed i deres lokalområde efter endt uddannelse. Og Erhvervsakademi Aarhus får studerende, som er tættere på praksis, siger adjunkt Christina Vesterager Laursen, som er ansvarlig for projektet og samtidig underviser på økonomistudieretningen i blandt andet skat.

Mangel på jordbrugsteknologer

Samarbejdet mellem SLF og Erhvervsakademi Aarhus gør, at skolen kan bevare det praksisnære og være ajourført med, hvad der sker i rådgivningsbranchen og landbrugserhvervet generelt. Samtidig ønsker Erhvervsakademi Aarhus et tættere samarbejde med rådgivningsvirksomhederne for at imødekomme efterspørgslen efter jordbrugsteknologer med økonomi som speciale.