Vemas A/S har siden den 1. marts været forhandler af Deutz-Fahr efter mange år som John Deere-forhandler, og for nylig er Väderstad-forhandlingen kommet til. Desuden fører forretningen hele produktprogrammet fra MI.

Dermed har forretningen et både stærkt og bredt fundament, som sikrer kunderne den bedst tænkelige service.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores beslutning om, at vi ikke ville være en del af John Deeres fremtid gjorde, at vi havde et år, hvor vi kunne ruste os til, at vi stadig kunne servicere vores kunder og eftermarkedet med reservedele til John Deere. Det betyder, at kunderne ikke er ringere stillet i dag, end de var, mens vi havde forhandling af John Deere, siger Christian Thomsen, der er den ene af de tre medejere af Vemas og har størst fokus på forretningens landbrugsdel.

Også store traktorer

Og med de nye, grønne traktorer fra Deutz-Fahr inden for hegnet, mener han, at forretningen er godt rustet til fremtiden.

- Det har været en langtrukken proces, inden vi nåede så langt, og vi har drukket kaffe med mange (importører, red.). Og vi følte ikke, vi var presset til at gøre noget, siger Christian Thomsen.

- Vi havde roen til at sondere markedet, tilføjer David Jepsen, der også er medejer af forretningen og har ansvaret for have- og parkdelen.

- Vi favner bredt, og det har betydet meget for vores beslutning om at forhandle Deutz-Fahr, at produktet også passer godt ind i vores øvrige program, og at den nye produkt-serie også omfatter de store traktorer, som Deutz ikke tidligere har haft, siger Christian Thomsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

David Jepsen tilføjer, at det gælder om at have de rigtige mærker.

Begge er enige om, at netop Deutz-Fahr lever op til de krav, kunderne stiller til en moderne traktor, og de er overbeviste om, at det også på den lange bane er den helt rigtige beslutning, de har truffet. Men selvfølgelig ved de godt, at det for nogle kunder kan kræve ekstra overvejelser at skifte mærke, så derfor er de også ydmyge over for den indsats, de nu skal yde for at sælge Deutz-Fahr.

Afprøves i marken

Da Christian Thomsen begyndte hos Vemas i 2001, var der stadig meget opsøgende salg, hvor han uopfordret kørte ud til kunderne. I dag er det vigtigt med messer og tema-arrangementer i Vemas' eget store mødelokale eller demonstrationer af maskiner ude hos landmanden.

- Når en landmand får et såsæt eller en stubharve ud i sin egen mark for at teste udstyret, kan de se, at det ikke er så tosset, siger Christian Thomsen.

Vemas føler sig med sin beliggenhed i det nordlige Vejle tæt på kunderne ? blandt andet de mange landmænd, som befinder sig i en radius af 75 kilometer omkring Vemas' hovedkvarter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis man kører ét minut i den ene retning, er der åbne marker, og så har vi kun 35 minutter til eksempelvis Christiansfeld, siger Christian Thomsen.

- Og de store maskiner bliver i øvrigt sjældent trukket herind, når de skal til service. Så kører vi ud til dem, tilføjer han.

Står på to ben

I forretningens butik kan man få det meste fra græsfrø, håndholdte redskaber til have- og anlægsopgaver samt robotplæneklippere, rotorblink og smørekander. Men de to ben, som virkelig fylder noget i virksomheden, er have- og parkmaskiner samt landbrugsmaskiner.

- Da vi skiftede navn til Vemas ? altså en sammentrækning af Vejle Maskinforretning - var det dels af hensyn til vores tilstedeværelse på nettet, dels fordi det gamle navn lød lidt mere landbrugsagtigt. Vi har en meget todelt virksomhed, og vi vil gerne samle alle vores aktiviteter under ét navn, siger David Jepsen.

Pedel og godsejer

Både Christian Thomsen og David Jepsen fastslår, at alle kunder hos Vemas får den samme behandling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vidt forskellige folk, vi har med at gøre, men pedellen, der kommer med en hækklipper, der er gået i stykker, får lige så stor hjælp som godsejeren, der har en mejetærsker, der er kørt i stykker. Vi har også folk på værkstedet, der er dedikeret til at servicere have- og parkmaskiner, men vi har samtidig den fleksibilitet, der ligger i, at vi kan trække landbrugsmekanikere over i parkafdelingen. Og når der skal repareres materiel en vinterdag, kan vi sætte 12 mand på opgaven, og så kan landbrugsmaskinerne normalt vente lidt, forklarer David Jepsen.

Som sælger af have- og parkudstyr arbejder David Jepsen noget anderledes end sin kollega Christian Thomsen.

- Inden for landbruget tager vi fat i beslutningstageren med det samme, når der skal sælges en maskine, mens det inden for have- og park-segmentet er ham, der skal betjene maskinen, vi først har kontakt til, mens beslutningstageren ligger fire-fem led fra ham. Selve købet skal også lægges ind i et budget. Så David arbejdet typisk et par år ud i fremtiden, mens jeg endnu ikke har solgt alt det, der skal bruges i marken til efteråret, siger Christian Thomsen.