Leo V. Petersen kunne ikke forlige sig med blot at være ansat i årene efter, at han og de øvrige ejere afhændede Skjern Maskincenter i 2007.

Så efter nogle få års betænkningstid gik han igen i gang med at drive en maskinforretning, og han står nu i spidsen for Lunde Maskincenter A/S ved Nr. Nebel, som han driver sammen med en tidligere kompagnon fra årene som ejer af Skjern Maskincenter, Kjeld Jensen, der har 43 års erfaring fra Skjern Maskincenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lunde Maskincenter var oprindeligt en smede- og VVS-afdeling under Skjern Maskincenter, og den del af virksomheden drev Leo V. Petersen og Kjeld Jensen videre med yderligere en kompagnon, mens de alle var ansat hos køberen af Skjern Maskincenter, TobiCo.

Ikke mere maskinhandler

Leo V. Petersen er også en erfaren herre i branchen, idet han snart har 34 års erfaring fra maskinbranchen. Han indledte karrieren i 1979 i Skjern Maskincenter. Her var han ansat frem til omkring 1990, hvor han overtog virksomheden sammen med fem andre. De drev den videre til 2007, da firmaets daværende tre indehavere valgte at sælge forretningen til TobiCo.

På det tidspunkt havde Skjern Maskincenter 45 ansatte tilsammen i Skjern og Lunde, og Leo V. Petersen svor over for sig selv, at han aldrig igen ville have en maskinforretning.

Erfaring og netværk

Men sådan kom det ikke helt til at gå.

- Jeg kunne ikke undvære maskinhandlen efter et par år. Og da der ikke var meget gang i forretningen her på grund af krisen i byggeriet, valgte vi at udvide med maskinhandel og et værksted, fortæller Leo V. Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg syntes, at årene og netværket i maskinbranchen gjorde mig i stand til at gå i gang med en lille maskinforretning, hvor jeg ikke ville beskæftige mig med de ting, som før hang mig ud af halsen, så det er skåret væk her, siger Leo Petersen.

Det er blandt andet den autoriserede forretnings pisk over nakken for at leve op til salgsbudgetter.

- Det er en befrielse at være sig selv, og at vi kan gøre tingene i vores egent tempo, siger han.

Værkstedet er nybygget, og der er tre ansatte på værkstedet, som alle er tidligere ansatte hos Skjern Maskincenter. I alt er der 11 personer beskæftiget i Lunde.

- Det er overskueligt, og det er rart at være her, siger Leo V. Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Import af vogne

Hovedhjørnestenen i Lunde Maskincenter er import og salg af nyere, brugte John Deere-traktorer og et importagentur med import og salg af Demmler-vogne.

- Vi har stille og roligt bygget et forhandlernet op om vores vogne. Vi satser på små smede-forretninger og andre uafhængige forretninger. Det synes vi, fungerer bedst - også kemimæssigt, siger Leo V. Petersen.

Et samarbejde med Brøns Maskinforretning har gjort det muligt for Lunde Maskincenter at dække et bredt behov for landbrugsmaskiner hos forretningens kunder.

- Vi ligger i et kvægområde, og derfor har vi en aftale med Brøns Maskinforretning, så vi kan tilbyde produkterne fra Amazone, Krone og Grégoire Besson, fortæller Leo V. Petersen.

Han nævner også, at forretningen har en del af Kvernelands program.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forretningen har dog endnu ikke kastet sig ud i de store selvkørende maskiner.

- Om vi igen kommer til at beskæftige os med snittere og de selvkørende maskiner, ved jeg ikke. Det må tiden vise, siger han.

Importen af Demmler-vogne bygger på en kontakt med den familieejede tyske virksomhed Johan Demmler KG, som Leo V. Petersen fik for flere år siden. Agenturet lå først hos TobiCo i halvandet år, men er nu en vigtig del af Lunde Maskincenters forretning.

Demmler fremstiller et meget bredt vognprogram i alle farver og til alle formål.

Men hittet i programmet hos Lunde Maskincenter er to-akslede afskubbervogne med et indhold på 45 kubikmeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er dem, vi har solgt langt flest af. Kunderne er maskinstationer, som køber dem parvis til græs og majs, fortæller Leo V. Petersen.

Han fremhæver, at vognene er udstyret med en et patenteret system, som gør dem særdeles velegnede til mange formål, blandt andet også til entreprenøropgaver, jord og korn.

- Det er afskubbervogne uden noget i bunden, og det betyder, at den både kan bruges til sand og jord. Det sidste indhold tippes, og næsten alle vogne i programmet kan aflæsses på 30 sekunder, fortæller Leo V. Petersen.

Alle vogne er konstrueret som 60-kilometer-vogne inklusive dæk med videre, og de har alle galvaniseret understel.

- Den eneste forskel i forhold til de vogne, som kommer til Danmark, er, at vi ændrer fra luft- til hydraulikbremser, forklarer Leo V. Petersen.