Abonnementsartikel
- Vi tænker hele tiden over, hvor vi skal stå og hvad vi skal gøre, for at vi ikke får en bøde, siger Michiel Ettema. Han er hollænder og bor i Danmark, men han flytter måske snart tilbage til Holland, hvis gården sælges
- Det er ikke sjovt at vågne og tænke på dagens arbejde længere.
Så kort og kontant lyder svaret fra mælkeproducent Michiel Ettema, når han skal fortælle om livet og arbejdet på gården.
Han kom til Danmark for snart syv år siden sammen sin kone Jeltje Ettema, hvor de købte en kvægejendom. I dag driver de 64 hektar fordelt på 20 hektar med majs og 44 hektar med græs. Stalden tæller 85 køer.
Men de 85 køer og gården kan snart blive udskiftet med en ny tilværelse tilbage i Holland. Gården er nemlig sat til salg.
- Selv i disse tider laver vi lidt penge ud af at drive gården. Så det er ikke det, der har fået os til at sætte den til salg. Men vi er hele tiden bange for, om vi nu gør noget, der giver en bøde. Der er simpelthen så mange regler, vi som landmænd skal leve op til. Det er ganske enkelt ikke sjovt længere, siger Michiel Ettema.
Han er ganske enkelt kørt sur i det danske system
Regeltyranni uden nogen form for dialog
Michiel Ettema går så langt som at kalde Danmark for et land plaget af regeltyranni.
- Hvis man ser på andre lande, er Danmark fyldt af regler, som er stort set umulige at finde rundt i. Det kan være alt lige fra afstand til gravhøje til svejsekursus.
- Og hvad værre er - der er slet ingen dialog mellem dem, der laver lovene, og landbruget. Det er i hvert fald langt fra synligt, hvis der er nogen, mener Michiel Ettema.
Han kunne leve med de mange love. Men det virker som om, regeringen er på vej til at udrydde landbruget ved hele tiden at finde på nye ting, der skal trækkes ned over landmændene, føler han.
- Hvis vi gerne vil noget, må vi pænt stille os i kø og vente på at få lov. Men er det omvendt - eksempelvis med en ny lov - så skal vi stå skoleret med det samme. Det er i øvrigt helt grotesk at en virksomhed, som landmanden er, skal vente flere år på at vide, om han må udvide bedriften eller ej, kommenterer han.
Han søgte selv kommunen om at få lov til at bygge til stalden og udvide besætningen fra 85 til 150 køer. Michiel Ettema ville gerne bygge stalden over en årrække, da han selv skulle udføre alt arbejdet for at spare penge.
Men det blev hurtigt skrinlagt, da kommunen med det samme krævede, at han skulle købe 50 hektar jord inden byggeriet gik i gang.
- Hvorfor skulle jeg have jord i måske fem år, inden stalden blev færdig og der kom dyr i den? Det forstår jeg ikke. Det svarer til, at jeg skal købe en større bil, før jeg må gå i gang med at bygge en større garage, siger han rystende på hovedet.
Forstår ikke regeringen
For 10 år siden ville Michiel Ettema flytte tilbage til et Holland med dårlige muligheder for at investere, men i dag er situationen meget mere fordelagtig - i hvert fald i forhold til Danmark.
- Selv mine danske kollegaer er jo rystede over situationen i Danmark lige nu. Men den danske landmand er nok mere tilbageholdende med at gå på barrikaderne, hvor vi hollændere måske er hurtigere til at råbe vagt i gevær.
- Men jeg forstår heller ikke regeringen i dette spil. Det danske landbrug udgør jo en meget vigtig del af den samlede eksport. På den ene side strammer regeringen grebet om landbruget - men de må da også vide, at de kommer til at sidde med problemer, hvis eksporten går i stå, og der pludselig mangler penge i kassen. Så kan de ikke undgå at blive draget til ansvar, fastslår Michiel Ettema.
- Som landmand lever man med landbruget, dyrene og maskinerne. Folk skal forstå, at vi landmænd også gerne vil have det godt, og at dét at drive landbrug er en livsstil. Vi skal have regler ja, men der bør også være en dialog, så vi kan tilpasse reglerne efter, hvad der er sund fornuft, mener hollandske Michiel Ettema.
