En af Tysklands største producenter af pålæg har i dag offentliggjort, at de nu lancerer en serie baseret på dansk OUA-kød fra Danish Crown. Det skete ved Grüne Woche i Berlin, hvor familie-firmaet Reinert fra Nordrhein-Westfalen tiltrak sig stor opmærksomhed fra de tyske medier. OUA-kød er kød fra grise opdrættet uden brug af antibiotika.

- Danmark og Danish Crown er gået forrest, når det handler om at nedbringe brugen af antibiotika. Vores markedsundersøgelser viser, at rigtigt mange tyske forbrugere er bekymrede for antibiotika-resistens. Derfor lancerer vi en pålægsserie, hvor kødet kommer fra grise, der aldrig er behandlet med antibiotika, og samtidig opfordrer vi hele kødbranchen til at gå ind i en diskussion om, hvordan vi løser de udfordringer, der er omkring antibiotika, sagde CEO Hans-Ewald Reinert ved præsentationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For godt tre år siden tog Danish Crown initiativ til et pilotprojekt på Bornholm, der skulle afklare i hvilket omfang, det er muligt at opdrætte grise uden brug af antibiotika uden at gå på kompromis med dyrevelfærden. Med en række ændringer af rutinerne i stalden har det vist sig, at over 60 procent af grisene klarer sig uden behandling med antibiotika.

Fra start var der stor interesse for både produktionsformen og for kødet fra særligt USA. Danish Crown valgte derfor at sætte turbo på projektet. I 2017 blev der slagtet næsten 200.000 OUA-grise, men det har været en udfordring at få solgt alle dele af grisen.

- Det er et gennembrud for vores OUA-produktion, at Reinert skaber en produktserie på baggrund af råvarer fra Danish Crown. Det er en virksomhed, som sælger til alle de store dagligvarekæder i Tyskland, og det er aftaler som den her, der virkelig kan flytte noget fremadrettet, siger Jais Valeur, der er CEO i Danish Crown.

I Danmark er forbruget af antibiotika til grise reduceret med over 15 procent siden 2013. I Tyskland ser det helt anderledes ud. Her bruges der over dobbelt så meget antibiotika i forhold til Danmark. Samtidig benytter tyskerne flere kritisk vigtige antibiotika i landbruget. (Fluoroquinoloner og tredje- og fjerde generations-cefalosporiner). Fluoroquinolonerne blev udfaset i Danmark for over 15 år siden, og 3. og 4. generations cefalosporiner fravalgte danske landmænd frivilligt tilbage i 2010.

- Det her er et klap på skulderen til alle danske landmænd. Der står generelt stor respekt om vores landbrug ude i verden, og det skyldes ikke mindst, at de danske landmænd gang på gang har modet til at gå nye veje for at udvikle deres bedrifter, siger Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crown og har ansvaret OUA-projektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reinert forventer at have den nye produktserie på hylderne i de tyske supermarkeder først på sommeren.