Abonnementsartikel
Den første Kuhn pickup-rive i Danmark arbejder på Lemvigegnens bakkede marker
Lemvigegnens landmænd har med Kuhns nye pickup-rive fået flere muligheder for at få græsset revet sammen. Endda i en renere form, som Arne Jensen fra Tørring Maskinstation udtrykker det.
Maskinstationen har nu kørt 22 timer med Danmarks første nye ni-meters pickup-rive fra Kuhn, og resultatet er, ifølge Arne Jensen, tilfredsstillende.
- Den laver et godt stykke arbejde, og der kommer ikke så mange urenheder med op som med en traditionel rotorrive, fortæller han. Netop det bakkede terræn gør, at risikoen for at få jord og gyllerester med op i græsset er stor, og derfor arbejdes der med relativt små river.
Pickup-riven er væsentligt dyrere end en tilsvarende rotorrive, men Arne Jensen mener, at pengene er givet godt ud.
- Vi beregner os en højere timepris, men vi sparer tid, når græsset kan snittes hurtigere, og landmændene får et renere produkt med hjem. Så slutresultatet bør blive en gevinst for landmanden, siger Arne Jensen, der forventer at holde en timepris på 1.500 kroner for arbejdet med pickup- riven. Prisen for en 12,5 meters rotorrive ligger til sammenligning på 1.200 kroner.
Der findes andre båndriver på markedet, blandt andet Scan-Rakes Roc, men Arne Jensen ser flere fordele ved Kuhns rive.
- Kuhns rive kan lægge græsset ud i midten, hvor Roc'en kun kan lægge det i siden.
Tørring Maskinstation har fem traktorer og fem ansatte, og firmaet arbejder fortrinsvis med gylle og finsnitning.
Arne Jensens leverandør er Palle Kirkeby fra Lemvig Maskinforretning, og han fortæller, at der allerede er leveret fire af Kuhn pickup-river i Danmark.
- Der er stor efterspørgsel på de her nye maskiner fra Kuhn. Så stor, at fabrikken slet ikke har kunnet levere de ønskede antal ønskede maskiner i Danmark, siger Palle Kirkeby, der glæder sig over, at krisen ikke har afskrækket Tørring Maskinstation fra at investere.