Abonnementsartikel
Anker Bjerre A/S i Mejrup har købt Lemvig Maskinforretning A/S pr. 1. juni
Pr. 1. juni har Anker Bjerre A/S i Mejrup ved Holstebro købt Lemvig Maskinforretning A/S af de hidtidige indehavere Erik Kamstrup og Palle Kirkeby.
- Historien er kort fortalt, at der er sket en del i den vestjyske maskinbranche på det seneste, og derfor syntes vi, at det var nu, vi skulle gøre noget i det område, siger Anders Frandsen, direktør og medejer af Anker Bjerre A/S.
Indtil for få år siden var Vestjysk Maskincenter underforhandler for Anker Bjerre, og selvom samarbejdet ophørte, fortsatte forretningen med at arbejde en del med John Deere-produkter. Men for et par uger siden gik forretningen konkurs.
For langt fra Mejrup
Anker Bjerre A/S er således ikke ukendt med Lemvigegnen, som Anders Frandsen da også kalder interessant for Anker Bjerre.
- Det er et godt landbrugsområde, men jeg tror, kunderne vest for Lemvig synes, der er langt til forretningen her i Mejrup, forklarer han.
- Derfor henvendte vi os til Lemvig Maskinforretning for at høre, om de var interesseret, og det var de, siger han.
Anders Frandsen ser det som et stort plus, at der er tale om en forretning, som er i gang og har et godt serviceapparat.
- Det er en vellidt forretning med gode ansatte, som er anerkendt af landmændene i området både når det gælder salg, service og reservedele, siger Anders Frandsen.
Uændret navn
Det er planen at drive forretningen i Lemvig videre som en selvstændig afdeling, som fortsat skal hedde Lemvig Maskinforretning.
Men der kommer hurtigt til at ske synlige ændringer, fordi Lemvig Maskinforretning er Claas-forhandler og Anker Bjerre er John Deere-forhandler.
Fremover bliver det John Deeres farver, der kommer til at dominere på traktorer og mejetærskere fra Lemvig Maskinforretning.
- Men ellers regner vi med som udgangspunkt at fortsætte med de produkter, som Lemvig Maskinforretning er kendt for, siger Anders Frandsen.
Lemvig Maskinforretning er medlem af MI, mens Anker Bjerre er Kverneland-forhandler.
Stor beslutning
I Lemvig erkender Palle Kirkeby, at det var en stor beslutning at sælge.
- Men når de nu ville til Lemvig, så valgte vi at tage imod deres tilbud, siger han.
Palle Kirkeby har blandt andet lagt vægt på, at alle ansatte fortsætter i Lemvig Maskinforretning, og han understreger, at forretningen fortsat kan reparere Claas-maskiner ligesom forretningen også servicerer en del Case IH.
Det samme er vigtigt at understrege for Anders Frandsen.
- Vi vil selvfølgelig fortsat drage nytte af den store viden og erfaring, som Lemvig Maskinforretning har inden for Claas og Case IH, og derfor vil vi fortsat servicerer de mærker, siger han.