Da Fendt-forhandleren Kaj Homilius ved Rødekro åbnede døren til åbent hus lørdag den 25. november, stod gæsterne i kø udenfor butikken. Det blev startskuddet til et velbesøgt arrangement.

- Jeg vil skyde på, at der var mellem 1000 og 1200 besøgende i løbet af dagen, og vi havde håbet på et sted mellem 800 og 1000, så vi er godt tilfreds, forklarer Finn Homilius, der er medejer af Kaj Homilius, og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når folk stod der fra morgenstunden, skyldes det, at vi havde nogle gode tilbud på værktøj og andre ting i butikken.

Det var dog ikke kun butiksvarer, der var salg i, hos Kaj Homilius melder man nemlig også om omsætning på de brugte maskiner.

- I ugen op til åbent hus solgte vi tre traktorer fra Fendt 900-serien, én fra 700-serien og én fra 500-serien. Generelt mærker vi, at folk er positive, og de spørger mere end tidligere. Vi har da også fået nogle gode emner, vi kan arbejde med fremover, siger Finn Homilius.

Til arrangementet var der ligeledes også godt salg i vintereftersyn af traktorer og andre maskiner.

- Sidste år solgte vi 74 vintereftersyn, men i år nåede tallet op på 124 på dagen, så det kan man da kalde et fremskridt, siger Finn Homilius.