Der er kommet øget konkurrence på markedet for økologisk kød, hvor Friland, som verdens største leverandør af økologisk kød, i en årrække har haft førertrøjen på. Det skriver Friland i en pressemeddelelse.

Den er stadig pænt skruet fast, men hvor virksomheden før i tiden skulle kæmpe for at få mere kød at sælge, er der nu kommet en balance i markedet, som gør, at der i stedet skal kæmpes for at holde priserne oppe. Omsætningen i regnskabsåret 2016/2017 lander på 812 millioner kroner. En tilbagegang på 17 millioner kroner fra sidste års rekord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Frilands opgave er at skaffe en så god pris som muligt for vores leverandørers dyr, og derfor glæder det mig, at vi igen i år leverer et rigtigt fint resultat, som også giver vores leverandører en fair betaling for deres leverancer, siger Frilands CEO Henrik Biilmann.

Hen over året fik de økologiske griseproducenter i gennemsnit et tillæg til Danish Crowns basisnotering på 18,77 kroner pr. kilo kød. Leverandører af økologiske kreaturer fik 9,50 kroner ekstra per kilo. Tallene er inklusiv et resttillæg på 1,15 kroner pr. kilo for grise og 1,25 kroner pr. kilo for kreaturer.

Et normalt marked

Manglen på økologisk kød har kendetegnet markedet de seneste to år. Der er nu vendt, og Friland skal igen forholde sig til hjemlig konkurrence.

- Vi oplever en øget forsyning af især økologiske grise. Derfor ser vi også en let faldende omsætning, selvom vi har solgt lidt mere end sidste år. Det er fordi, priserne normaliseres efter flere år, hvor vi ikke kunne følge med efterspørgslen, siger Henrik Biilmann.

Mængden af kød giver dog spændende muligheder for Friland fremadrettet, fordi man i højere grad kan efterkomme kundernes ønsker. Derfor er Henrik Biilmann optimistisk, når han ser på fremtiden for Friland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er fortsat overbeviste om, at efterspørgslen på økologisk kød vil stige. Det er det signal, vi får fra vores kunder, så nu skal vi udvikle vores sortiment i samarbejde med kunderne og samtidig vise, at vi kan levere de mængder, de efterspørger, siger Henrik Biilmann.

Drevet af den øgede fokus på dyrevelfærd har der også været god interesse for frilandskoncepterne. Der har været god efterspørgsel på kødkvæg, hvor det gennemsnitlige tillæg er løftet fra 1,69 kroner pr. kilo til 2,15 kroner pr. kilo. Samtidig går salget af kød fra frilandsgrise frem, båret af en stigende interesse for at lancere forædlede produkter baseret på kød fra frilandsgrise.