Abonnementsartikel
EU kom i går med en lille håndsrækning til de europæiske mælkeproducenter, der gennem længere tid har gjort højlydt opmærksom på deres trange kår med massivt faldende priser og efterspørgsel på deres produkter.
Efter en dag med store protester lige uden for EU's ministerråd, besættelser af 81 mejerier i Frankrig og store demonstrationer i Berlin annoncerede landbrugskommissær Mariann Fischer Boel, at det er muligt, at mælkeproducenterne kan få udbetalt op til 70 procent af deres direkte støtte for næste år allerede d. 16. oktober.
Hun var også åben for at forlænge de nødforanstaltninger, der allerede er indført, som interventionsstøtte og støtte til opbevaring af smør, så det kan sælges til bedre tider. Begge mekanismer skulle være udløbet i august.
Holder fast i planen
Men Mariann Fischer Boel holdt fast på, at der ikke bliver pillet ved planerne om at udfase EU's mælkekvoter frem mod 2015, selv om flere lande ved ministerrådsmødet i går talte for en genindførelse.
Og selv om de europæiske mælkeproducenter samlet i European Milk Board lige uden for mødebygningen krævede en øjeblikkelig fem procents kvoteforhøjelse for at sænke produktionen og tvinge priserne opad.
- Årsagen til de lave priser er ikke kvoterne, for vi producerer ikke mere, end vi gjorde før, understregede Mariann Fischer Boel.
- Det er simpelthen et spørgsmål om lavere efterspørgsel. Så det, som landmændene bliver nødt til at gøre, er at producere mindre, sagde hun.
Brug for europæisk styring
Fra politisk hold var der især fra fransk og tysk side utilfredshed med de beskedne tiltag.
- Det er et første skridt, som ikke er på højde med producenternes problemer, eller det, som står på spil i mælkeproduktionskæden i Europa, sagde den franske landbrugsminister Michel Barnier.
Han talte for langt større styring fra EU-side og mente, at det frie marked havde spillet fallit på landbrugsområdet.
- På middel og lang sigt er det tydeligt, at når det handler om landbrug generelt og fødevarer og mælk i særdeleshed, er der brug for en europæisk styring. Man kan ikke overlade landbruget og fødevareproduktionen udelukkende til markedskræfterne, understregede den franske minister.
Til gengæld var den danske minister langt fra tilfreds med de franske toner og fastholdt fokus på en markedsorienteret landbrugspolitik.
-Der er ingen tvivl om, at landmændene er pressede. Det gælder også de danske landmænd. Men det er vigtigt, at Kommissionen står fast på, at det ikke er den vej, vi skal gå, sagde Eva Kjer Hansen i går.
Indtil nu har EU opkøbt 77.000 ton smør og ydet støtte til privat opbevaring af yderligere 83.000 ton. Desuden har man opkøbt 161.000 ton mælkepulver.