TYSKLAND: Climate Fieldview er navnet på et program til tablets fra virksomheden The Climate Corperation, der samler alle markoplysninger og analyserer dem, med det formål at optimere udbyttet og få bedre overblik.

- Climate Fieldview har været på markedet i to år i USA, men nu introducerer vi programmet i Europa. I første omgang skal det testes i Frankrig, Tyskland og Ukraine, da over halvdelen af den europæriske hvedeproduktion er i de lande, siger Alexandre Teillet, der er direktør for den europæriske afdeling af The Climate Corperation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forventer, at Climate Fieldview inden for en overskuelig periode også kommer til Danmark, men han kan ikke sige, hvornår det bliver.

Alle data et sted

Programmet kan samle alle data fra eksisterende systemer i traktorer, mejetærskere og sprøjter. Det kan lade sig gøre gennem et lille rund og sort dims, der sættes til landbrugsmaskinens USB port. Derefter overføres data trådløst til tabletten og ind i programmet.

- Vi samler alle data et sted, så brugerne kan gøre som de har lyst til med deres data. Så er alle oplysninger let tilgængelig med det samme, siger Jeff Hamlin, der er produktspecialist ved The Climate Corperation.

Han viser på en tablet, hvordan man kan få overblik over sine forskellige jordtyper, og hvilket udbytte man har fået.

- Programmet giver mulighed for at sammenligne sprøjtemidler, og se om man faktisk har opnået den gevinst, som var forventingen, da man begyndte sprøjtningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange muligheder

Alt i alt kan programmet indsamle alle driftsdata, integrere dine digitale kort og visualisere udbytteresultater, alt sammen i samme program. Ydelsen af afgrøderne kan analyseres og visualiseres så du kan tage de bedste beslutninger baseret på netop dine marker.

Datasikkerhed

Virksomheden ønsker ikke, at landmænd skal blive nervøse over at dele data med dem.

- Landmændene ejer selv de data, de giver os, og efter anmodning fra dem, sletter vi deres data fra vores systemer, Vi beder selvfølgelig om samtykke, inden vi bruger nogle oplysninger til andre formål end dem, der er beskrevet i vores datapolitik, siger Alexandre Teillet.