- Jeg vil gerne tilbyde at lave en aftale med samfundet: Vi skal have fair og reelle rammevilkår. Vi skal have reguleringer på faglige vilkår. Og vi skal have anerkendelse for de fremskridt vi laver.

Til gengæld, så lover vi; At producere lige præcis de varer, som forbrugerne ønsker. At vi fordomsfrit vil udvikle landbruget og investere i ny teknologi. At vi arbejde hårdt og dedikeret hver eneste dag. Og at vi fortsætter med at bidrage til det danske samfund, sådan som vi altid har gjort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan sagde formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, fra talerstolen i Herning Kongrescenter, hvor han gav sin beretning foran de 700 fremmødte på Landbrug & Fødevares delegeretmøde.

Blandt tilhørende var Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der fik ros fra formanden.

- Vi har en regering, som vi må sige, er den bedste regering, for vores erhverv i mands minde. PSO-afgiften er blevet fjernet. Og vi har fået en Fødevare- og landbrugspakke, som for alvor er slået igennem i forbindelse med høsten i år. Hvor det, at vi fik lov til at gødske optimalt har betydet større udbytter og højere proteinindhold.

- Og tak for de mange andre gode elementer i Fødevare- og landbrugspakken, som den nye husdyrregulering. Selv om der er nogle torne i den, så er der rigtig mange gode elementer og det skal I have ros for, sagde Martin Merrild.

Han understregede dog også, at der stadigvæk er ukrudt i landbruget, som landmændene har brug for politisk hjælp til at få fjernet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En af dem er generationsskiftet. Hvis vi skal have unge mennesker ind i erhvervet, så skal de starte på rimelige vilkår. Derfor skal vi have set på beskatningen af pantebreve, tinglysningsafgiften og finansieringsmulighederne. Og så er der pesticidafgiften. Det er altså ikke i orden, at vi skal betale i omegnen af 600 millioner kroner om året for en afgift, der ikke har nogen eller maksimalt en forsvindende betydning for vores belastning af omgivelserne. Derfor er budskabet i dag - at nok er vi glade for Fødevare- og landbrugspakken. Men vi er desværre ikke i mål, sagde Martin Merrild.

Næste taler på podiet var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der returnerede roserne fra Martin Merrild.

- Der er intet sted på kloden, hvor landmændene producerer så gode og sikre fødevarer som i Danmark. Det fortjener stor respekt, sagde Lars Løkke Rasmussen, der også lovede fremtidig opbakning til erhvervet.

- Vi har brug for et stærkt landbrug og jeg vil gøre mit til, at i kan bevare optimismen fremover, sagde statsministeren.