Hestevognskørsel, hingsteshow, boder og maskinudstillinger er nogle af de tiltag, som arrangørerne af DM i pløjning har sat i søen til DM-stævnet på Mors den 27. og 28. oktober.

90 pløjere er hovedpersonerne, når medaljerne skal fordeles til DM i pløjning 2017 på Mors arrangeret af LandboUngdom. Og tilskuerne kommer til at opleve pløjning i verdensklasse på gården Peterslund. Det skriver LandboUngdom i en pressemeddelelse.

Men arrangørerne har også forsøgt at tiltrække et publikum, der ikke nødvendigvis ved alt om pløjning.

- Vi forsøger at lave et DM-stævne, hvor der er noget for alle. Og vi håber da også at lokke nogle kvinder til Peterslund, fortæller stævneleder Bjarne Vestergaard.

Alle er velkomne til DM i pløjning

Tilskuerne kan få en tur i hestevogn, man kan få rundvisning på den nærliggende hingstestation Katrinelund, man kan besøge boder med lokale varer, man kan se udstillinger fra blandt andre hovedsponsoren Claas og veteranpløjerne, og i plovkroen bliver der serveret helstegt pattegris. Mulighederne for underholdning er mange.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Der er også sørget for vogne til at køre tilskuerne rundt på området, hvor pløjerne dyster om DM-titlen.

- Pløjning er jo en meget lille sport og umiddelbart kun interessant for dem, der går op i det. Men vi vil gerne byde alle velkomne, og det er da meget sjovere, hvis vi bliver 1.500 i stedet for 500, siger Bjarne Vestergaard.

Et spændende program

Fredag den 27. oktober er der LandboUngdom-pløjning i stubjord og Skole DM. Her dyster 10 hold fra seks forskellige landbrugsskoler om mesterskabet, og der er såmænd også en konkurrence for heppekorene.

Lørdag bliver dagen, hvor Danmarks bedste pløjere konkurrerer. Det sker i LandboUngdoms klasser standardplov, vendeplov og farmklasse samt Fabriks-DM. Lørdag er der også 36 veteranpløjere, der giver tilskuerne mulighed for at se, hvordan der blev pløjet i gamle dage.

Og selvom det har regnet meget på Mors, ligesom i resten af Danmark, er jordforholdene gode på Peterslund, så der er fine forudsætninger for nogle spændende konkurrencer.