På væggen i kontoret hos Scantec Skovmaskiner hænger to store landkort. Et over Frankrig og et over Tyskland. Det er blot to af de udenlandske markeder, Nibe-virksomheden har i kikkerten efter at have støvsuget det hedengangne Silvatec i sommeren 2017 for en række patenter på fældehoveder til skovfældning.

- Silvatec har ligget underdrejet siden 2012 og været dødt siden 2015. 14 dage efter vi har overtaget rettighederne på fældehovederne i 2017, viser vi det frem nede i Frankrig, og det første bliver solgt. Fældehovederne har femten år på bagen. Det siger lidt om den knowhow, kvalitet og styrke, de hoveder har, siger Simon Flensted, der har sluttet sig til Scantec Skovmaskiner i løbet af sommeren 2017 efter forskellige perioder som blandt andet direktør og regnskabsansvarlig hos virksomheden, der har været under konkurs siden april 2017.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Udbygger netværk

Direktør Ib Nørlem har også en fortid hos Silvatec tilbage i perioden 1986-2008, hvor han arbejde som servicemontør. Siden da har han drevet Scantec Skovmaskiner, og ser optimistisk på salget af fældehovederne og flere internationale ordrer.

- Vi satser på at sælge i alt 25 fældehoveder i 2018. Mange af dem kan vi formentlig sælge i udlandet. Vi har en forhandler i Frankrig, hvor vi også har ansat en sælger. Og skal også have forhandler i Østrig. Vi vil gerne ud i 20-25 lande. Ham i Østrig har kontakter udenfor Europa, for eksempel i Sydkorea og Japan. Det er hans netværk, vi gerne vil bygge videre på. Hvis han samtidig kan se, at vi kan tilføje hans virksomhed noget, så er det en win-win. Så er vi i gang, siger Ib Nørlem.

Ny fortælling

Mange kunder, især i Danmark, forbinder fortsat de nyerhvervede fældehoveder med Silvatec og konkurshistorien. Salget af hovederne da også ligget stort set stille siden 2012, hvor Silvatec begyndte at få problemer med finansieringen. Det er med andre ord en ny fortælling om et gammelkendt produkt, Ib Nørlem og Simon Flensted skal ud at sælge.

- Det er et kendt og meget simpelt hoved. Vi skal ud og have fortalt kunderne, at vi har det her produkt på hylderne nu. Og vi har reservedelene og yder service på det. Herhjemme kan der godt være en vis skepsis på grund af historien med Silvatec. Det er klart, at det hænger ved, men vi prøver at få forklaret, at Scantec altså er noget helt andet. Det går langt nemmere med at etablere tilliden udenfor Danmark, forklarer Ib Nørlem.

Fra kontorets vinduer kan Ib Nørlem og Simon Flensted skue over værkstedet, hvor fældehovederne og virksomhedens andre produkter monteres, vedligeholdes og gøres klar til transport ud til kunden. Og det er de to, der tager sig af det hele. Uanset om det gælder regneark eller møtrikker. Om det foregår i kedeldragt eller blazer. Begge indrømmer, at de er blevet bidt af skovbranchen. En farlig branche, siger direktøren gennem snart 10 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er lidt en farlig branche. For når man først er blevet bidt af skovmaskiner, så er det ikke til at komme fra igen. Man er ude i den friske luft. Okay, vi fælder måske ikke selv træerne. Men det sjoveste er også at sætte tingene sammen og få det til at virke. Motivationen ligger i det, der foregår ude ved slutbrugeren. Når man har brugt tre uger på at bygge sådan en maskine, så er det spændende at se, om den kan starte igen og alle funktionerne virker.