Johannes Elbæk afløser Palle Hoffmann, der tiltræder som ny afdelingsdirektør for Vestjysk Bank Holstebro, skriver Vestjysk Bank i en pressemeddelelse.
- Vestjysk Bank har ved salget af statens aktier fået kapitalplanen på plads, og dermed sikring af banken som en stærk regionalbank i det jyske og Vestjysk Bank kan nu fokusere på den langsigtede udvikling af banken. Vi er i den forbindelse meget stolte af, at vi kan tiltrække en så erfaren kompetence som Johannes Elbæk, siger Jan Ulsø Madsen, administrerende direktør i Vestjysk Bank.
Solid erfaring
- Jeg har beskæftiget mig med landbrug og rådgivning gennem efterhånden mange år. Det har givet mig et rigtig godt kendskab til og indblik i erhvervet. Jeg ser meget frem til samarbejdet med landmændene igen. Det er et spændende erhverv i evig udvikling, og med udfordringer og forandringer som en naturlig del af dagligdagen, siger Johannes Elbæk.
- Landbrug er i dag ofte store virksomheder, som bliver mere og mere professionaliserede, og det stiller også større krav til os som bank. Vestjysk Bank vil landbruget og det afspejler sig også ved, at banken har samlet landbrugskompetencerne i én afdeling, så vi hele tiden kan sparre med hinanden og udvikle os sammen, til gavn for både vores kunder og banken, siger Johannes Elbæk.
Jeg glæder mig til at blive en del af dagligdagen sammen med de 19 meget kompetente medarbejdere i Vestjysk Banks Landbrugscenter.
Heden & Fjorden I/S
Johannes Elbæk kommer fra en stilling som adm. direktør i Heden & Fjorden I/S, med placering i Holstebro og Herning, hvor han, i forbindelse med en fusion med Jysk Landbrugsrådgivning til rådgivningsselskabet Sagro fratrådte.
Før tiltrædelsen hos Heden & Fjorden var han direktør i Hedens Agrorådgivning I/S i Herning. Johannes Elbæk er uddannet cand. agro og civiløkonom.





