I dag har bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge fået ny formand. Regeringen har besluttet at udpege landmand Jørgen Blach, som ny formand for bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge. Det skriver Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelse.

- Vores nationalparker rummer noget af vores fineste natur og byder på spændende oplevelser for danskere og turister. Med Jørgen Blach i spidsen er bestyrelsen for godt klædt på til at fortsætte det gode arbejde med at udvikle Nationalpark Mols Bjerge. Jørgen Blach har engagement, et stort kendskab til lokalområdet og god føling med de interesser, der er på Mols. Det er præcis de kvaliteter, der er brug for, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bestyrelsen er nationalparkens øverste ledelse, og den skal i samarbejde med lokalbefolkningen og organisationer sørge for, at den plan, der er udarbejdet for nationalparken, bliver gennemført.

Nationalparkbestyrelsen vil udover formanden bestå af ti medlemmer, som udpeges af miljø- og fødevareministeren efter indstilling fra en række organisationer. Den øvrige bestyrelse er endnu ikke udpeget.

Jørgen Blach ser frem til at træde ind i bestyrelsen og glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

- Jeg er utrolig glad og stolt over udnævnelsen. Jeg går til opgaven med lyst og åbent sind og vil forsøge at yde en indsats til gavn for vores fantastiske nationalpark sammen med alle relevante interessenter her på Mols. Nationalpark Mols Bjerge har stor betydning for området, og det skal den også have på sigt. Derfor glæder jeg mig over at arbejde med den fortsatte beskyttelse af det unikke landskab i Mols Bjerge, siger Jørgen Blach.