Abonnementsartikel

Afregningsprisen for svin falder med 30 øre. Afregningen for søer er uændret.

Presset på det europæiske marked for fersk grisekød fortsætter. Samtidig er der overraskende uro på det amerikanske marked.

- Det, vi oplever lige nu, er en markant vending i markedet. Gennem det sidste år har priserne været drevet af et relativt lavt udbud i Europa, men nu stiger tilførslerne af grise ret markant, og derfor bliver priserne på grisekød presset i retning af priserne på verdensmarkedet, siger Lars Albertsen, der er eksportdirektør i Danish Crown Pork.

Et større udbud af grise er helt normalt for dette tidspunkt af året, men samtidig signalerer de seneste statistikker vækst i produktionen i både Europa og Nordamerika.

- I USA er prisen på brystflæsk til produktionen af bacon faldet næsten 60 procent, siden den toppede først på sommeren. Der er vi slet ikke i Danmark. Vi har en solid efterspørgsel fra vores faste samarbejdspartnere, men den del vi afsætter fra uge til uge i Europa, er selvfølgelig ramt, forklarer Lars Albertsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Lige nu er det specielt priserne på skinker, bove og forender, der er under pres i Europa, mens salget af kamme, brystflæsk og det britiske baconmarked er mere stabilt.

Det oplyser Danish Crown i sin markedsberetning.

Det betyder at prisen på svin fra 74-95,9 kg er faldet med 30 øre og nu ligger på 10,00 kroner pr. kg, mens søer over 129,9 kg lander på 6,50 kroner.