Med minkfarm og mælkeproduktion samlet har Henrik Grønne ved Vinderup, nær Holstebro, fundet en kombination af drift, der sikrer ham en stabil økonomi og fleksibilitet, når han og hustruen, engang ønsker at drosle ned for produktionen.
De begyndte tilbage i 1988 med en lille produktion af mink og opfedning af tyrekalve. Men efterhånden blev afregningsprisen for minkskind lavere, og parret overvejede, hvad der skulle ske.
- Mink har taget nogle voldsomme ture i priskarrusellen. Det har været helt oppe og ringe, og så har det været helt nede.
Vi kunne have en jævn indtægt på et lavt niveau med køerne, for der vidste vi jo næsten, hvad vi fik for mælken. Med mink er der ingen sikkerhedsnet under prisen, siger Henrik Grønne.
Kombineret produktion
I dag driver parret en produktion af 2400 minktæver og 325 køer, men i starten var produktionen væsentlig mindre. Henrik Grønne havde under sin uddannelse til driftsleder på landbrugsskole set, hvordan prisen på minkskind var skudt i vejret. Det gav ham blod på tanden, og desuden havde han, udover uddannelsen, erfaring med landbrug fra sin opvækst.
- Jeg kommer fra en lille kvægfarm lige uden for Holstebro, så jeg har altid været vant til at arbejde på landet. Men det var for at prøve noget andet, at vi valgte at starte en produktion af mink, siger Henrik Grønne.
Inden han blev færdig med uddannelsen som driftleder, var prisen på minkskind faldet, men lysten til at starte en produktion var stadig intakt.
Mange udvidelser
Parret boede indtil for få år siden i stuehuset på den gamle gård, hvor tyrekalvene gik, mens de havde dem fra 1988-92, og hvor de nye kvægstalde er bygget. Nu bor der tre ukrainske praktikanter og en lettisk medarbejder i huset. Henrik Grønne og hustruen byggede for tre år siden et nyt hus halvtreds meter fra gården og tættere på asfaltvejen.
Udover de udenlandske medarbejdere, har Henrik Grønne en dansk landbrugselev og driftleder ansat.
Bag bygningerne står minkhallerne på lange rækker. Henrik Grønne har gennem tiden udvidet med flere haller efterhånden som lejligheden bød sig.
- Da folk gik fallit med minkgårde i 90erne, kunne vi hente minkhallerne, og samtidig få dem billigt. Så kørte vi ud og pillede en brugt stald ned og satte den op igen her. De skulle bare af med dem, siger Henrik Grønne.
Blød pels, hårdt bid
Han viser rundt i de lange haller med minkburer på række. Burene har to niveauer, hvor minkene, der deler bur to og to, kan rende op og ned. I hvert bur er der også et stykke legetøj, i dette tilfælde et kort rør, som dyrene kan kravle igennem.
Henrik Grønne åbner et af burene, hvor en mink af typen Black Cross kigger nysgerrigt ud. Umiddelbart indbyder den bløde pels til, at man stryge hånden over den.
- Den bider meget hårdt, og når den først har fat, giver den ikke så let slip igen, advarer Henrik Grønne.
Når de først har fat, sætter tænderne sig godt fast i hånden, og det hjælper ikke at ryste hånden for at få minken til at give slip, fortæller Henrik Grønne. Han viser på sin hånd, hvor en mink har haft fat. Derefter lukker han buret, så den nysgerrige næse bliver skubbet tilbage.
Flotte farver
Farven på de livlige dyr varierer i toner fra en creme-hvid over sølv-grå til brun og sort. Det er målrettet avl og den rigtige kost, der giver den perfekte pels.
- Moden skifter fra år til år, både i farver og i længden på hårene. Vi tilpasser selvfølgelig vores avl, når moden ændrer sig. Tidligere var det lange hår, så korte, og nu må hårene godt være lidt længere igen, siger Henrik Grønne.
Det er uldtætheden, der er afgør kvaliteten, fortæller han. Nogle af farvenuancerne er mere sjældne end andre, og dermed også mere eftertragtede. De ensfarvede mink kan avles på kryds og tværs, så man får farvekombinationer, hvor eksempelvis en hvid minks afkom får en gråsort stribe ned langs hele ryggen. Nogle af tæverne har så gode egenskaber, at de bruges til avl flere år i træk.
- Vi kan godt finde på at have de samme tæver i tre år, hvis de har gode gener, siger Henrik Grønne.
Aflivningen af minkene foregår altid på gården, så de ikke stresses af transport. Efter aflivning bliver minkene sendt til pelsning. Det foregår hvert år i november, efter minken er blevet fedet op siden starten af juli.
Vendepunktet
Prisen på mink var i slutningen af 80erne gået ned ad bakken. Det var så skidt, at parret overvejede, hvordan de kunne rette op på økonomien.
- I 1991 havde vi på grund af de lave priser udvidet fra 24 og op til 250 minktæver. Med priserne dengang var vi ved at gå fallit. Vi satte gården til salg, for et eller andet skulle der ske. At have mink på det tidspunkt var helt håbløst, siger Henrik Grønne.
Faderen var på det tidspunkt på vej på pension, og tilbød at Henrik Grønne kunne overtage de 25 køer, han ejede. Samtidig søgte Henrik Grønne mælkekvote på parrets 35 hektar, og købte ekstra 25 køer. De fik tildelt en mælkekvote på 10000 kilo mælk pr. hektar. Siden da er mælkeproduktionen stille og roligt øget, og Henrik Grønne har siden dengang købt syv mindre ejendomme i lokalområdet. Alt dette var med til at redde økonomien.
Mellemstor bedrift
Nu er bedriften på 160 hektar samt ekstra 65 hektar som parret har forpagtet. De dyrker primært området med græs og majs, som også bliver brugt i det kompakte fuldfoder til køerne.
Bedriften er hverken stor i forhold til antallet af minktæver eller som kvægbrug.
- Det er for svært at køre to produktioner, hvor du er stor på begge dele, siger Henrik Grønne.
Han har også afgjort med sig selv, hvordan han i fremtiden vil udvide produktionen.
- Det er køer, vi vil bygge videre på, og mink kan vi så have ved siden af, siger han.
