Overgaard fortsætter nu sin ekspansion øst for Storebælt.

Det sker ved, at lagerkapaciteten på selskabets kornmodtagelse på Iselingen Gods ved Vordingborg fra høsten 2018 bliver udvidet med over 40 procent, nemlig fra de nuværende omkring 28.000 tons til cirka 40.000 tons.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvidelsen kommer til at ske ved, at der som supplement til de nuværende kornhaller på stedet opføres endnu en ny, moderne kornhal, som kommer til at kunne rumme cirka 12.000 tons korn.

- Baggrunden for, at vi nu udvider lagerkapaciteten her på stedet, er, at vi ikke har haft plads til alt det korn, der er kommet ind i høsten her i 2017, forklarer ejeren af det sydsjællandske gods, Niels Otto Hansen.

Han fortæller, at den nye kornhal bliver en tro kopi af en tilsvarende kornhal, som blev opført på stedet i 2015.

Udendørs gennemløbstørreri

Når det er nødvendigt at tørre kornet ned, som det i vid udstrækning har været i år, køres kornet igennem et udendørs gennemløbstørreri, hvorfra det ved hjælp af et transportanlæg flyttes over og lagres i en af kornhallerne på stedet.

- Det, at vi nu udvider med endnu en kornhal, er et naturligt skridt i det gode og tillidsfulde samarbejde, jeg gennem en årrække har haft med Overgaard, som har lejet sig ind her på en langtidskontrakt, siger Niels Otto Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bliver, som hidtil, Niels Otto Hansen selv og medarbejderen Søren Frederiksen, landmændene vil møde på Overgaard's kornmodtagelse på godset ved Vordingborg.

- Når vi nu udvider lagerkapaciteten på vores kornmodtagelse på Iselingen Gods, så indebærer det den store fordel, at det ligger meget tæt på Vordingborg Havn, som netop er gået i gang med en stor udvidelse, forklarer Claudio Pelsen, agrochef hos Overgaard.

Reducerede transportomkostninger

- Der er kun få kilometer fra vores kornmodtagelse på Iselingen Gods og ned til Vordingborg Havn, fortæller Claudio Pelsen og uddyber:

- Det betyder reducerede transportomkostninger, hvilket er helt i tråd med hele vort koncept med lave omkostninger via enkelhed, en lille organisation samt korte og simple beslutningsprocesser. Det gør det muligt for os hele tiden at være i øjenhøjde med vore kunder, pointerer Claudio Pelsen.

Udover på Iselingen Gods har Overgaard også kornmodtagelse på Nybøllegård på Møn, Skjørringe Gods på Falster og på Køge Havn. I Jylland har selskabet kornmodtagelse i Vamdrup i Sydjylland samt ved hovedsædet på Overgaard Gods ved Hadsund i Nordjylland.